Første år som førstemand i Hjørring: - Nu har jeg så fået Arnes stol

1. januar sidste år satte Søren Smalbro sig i borgmesterstolen i Hjørring, som den første Venstre-mand i 31 år. Det første år som borgmester har budt på store besparelser i kommunen og intern uro i byrådet med beskyldninger om chikane og voksenmobning.

Det var en solid vælgerlussing på valgdagen i november 2021 til Socialdemokratiet og borgmesteren gennem 12 år Arne Boelt, der banede vejen for den første borgerlige borgmester i kommunen i mere end 30 år.

Venstres Søren Smalbro udfordrede Boelt og vandt posten. Han rykkede fra en plads i mængden af byrødder frem i første række.

- Nu har jeg så fået Arnes stol. Det hedder det sådan stadig i daglig tale. Han rykkede så ned midt i, siger Søren Smalbro, da han på en af januars første dage viste rundt i byrådssalen i Hjørring. 

Boelt røg ud - men stolen blev

Mere end tre årtiers uafbrudt socialdemokratisk styre i Hjørring Kommune og 12 år med Arne Boelt som en markant borgmester hænger stadig ved på rådhuset.

I byrådssalen byttede Boelt og Smalbro nærmest plads. På borgmesterkontoret måtte Boelt ud. Her er der kun plads til en, men i en kommune hvor økonomien er presset, så holdt den nye borgmester fast i den afgåendes møbler.

- Jeg har ikke skiftet ud. Det er den gamle stol. Den fungerer fint, og den er hverken hullet eller slidt, så den kan holde i mange år endnu, og møblerne er også fine og ordentlige.

Søren Smalbro er den første borgerlige borgmester i Hjørring Kommune siden 1990.
Søren Smalbro er den første borgerlige borgmester i Hjørring Kommune siden 1990.
Foto: Per Frank Paulsen

Det er fra kontoret på rådhuset i Hjørring, at Søren Smalbro har sat sin og Venstres kurs for Hjørring Kommune. I et år har han stået i spidsen for kommunen og dens knap 64.000 indbyggere.

- Vi startede jo med en gang corona, og da jeg kom ind for et år siden, var der lukket på rådhuset. Udover de allernærmeste så var der ingen folk på rådhuset, da jeg mødte ind for et år siden. Så gik der en 7-8 uger, så fik vi invasionen i Ukraine, og der skulle vi så i løbet af nogle få dage have rigget nogle ting nede på den gamle skole i Vrå, som vi lavede til et velkomstcenter for flygtninge, siger Søren Smalbro.

Søren Smalbro ser tilbage på sit første år som borgmester.

De store begivenheder påvirkede således også lokalt i Hjørring, men de store stridspunkter og konflikter opstod lokalt i kommunen. Økonomien er kommunen er under pres, og derfor måtte der skæres hårdt, da budgettet for 2023 skulle på plads.

Konservative: Borgmesteren er socialdemokrat

Knap var budgetforhandlingerne mellem kommunalvalgets vindere fra Venstre og Konservative begyndt, før det trak op til skilsmisse mellem de to partier. De Konservative forlod mødet efter bare 18 minutter.

- Der var noget med skat, som vi ikke var enige om, siger Søren Smalbro.

Venstre ville hæve skatten, da der var brug for flere penge i kommunekassen. Det ville viceborgmester Per Møller og De Konservative ikke være med til, og han kaldte Venstre-borgmesteren for socialdemokrat.

- Der var et par dage, hvor bølgerne gik højt, men det er vigtigt for mig at sige, at lige midt i det hele, der satte Per Møller og jeg os ned en formiddag og drak en kop kaffe og fik et rundstykke, så værre var det ikke, siger borgmesteren.

Klinkede uenigheder over et rundstykke

Trods rundstykker og kaffe blev budgettet uden de konservative. Smalbros første budget som borgmesteren kommer til at gøre ondt i kommunen, og heller ikke protester og demonstrationer kunne fjerne besparelserne. Økonomien skal hænge sammen, fastslår borgmesteren.

- Det handler om at stå fast på det, man tror på. Vi har lagt en god køreplan for, hvad Hjørring skal. Det synes jeg, at vi er lykkes med, siger han.

Internt i byrådssalen er bølgerne i år med Søren Smalbro som borgmester gået højt blandt de 31 medlemmer. En tredjedel af dem er nyvalgte, og det er og har været en udfordring, mener borgmesteren.

- Der er nogle få stykker anden tilgang til det at have et byrådsarbejde. Det drejer sig om initiativretspunkter, om man nu vil godkende den udsendte dagsorden, og om hvor ofte man skal bruge knappen for at få taletid. Der ser vi lidt en anden tilgang til det hos nogle enkelte end det, som vi har været vant til, siger borgmesteren.

Anklagede borgmesteren for voksenmobning

Frode Larsen (Nye Borgerlige) og Erik Høgh Sørensen (UUP) har følt sig forskelsbehandlet og udsat for voksenmobning. De mente blandt andet, at borgmesteren havde slukket for deres mikrofoner, når de talte.

Derfor stillede Frode Larsen forslag om, at borgmesteren blev afsat som ordstyrer til byrådsmøderne. Søren Smalbro svarede igen med overvejelser om indskrænkninger i taletiden.

- Ét er at bruge sine rettigheder. Men balancen over til det, som jeg vil kalde misbrug, kan nogle gange være hårfin. Det er der, hvor vi er, og i det nye år kommer vi også til at skulle hjælpe hinanden med at lave en balance. Ellers er vi nødt til at ty til andre midler, som hedder at begrænse taletiden, og det vil komme til at gælde alle i byrådet, siger Søren Smalbro.

Et nyt år er begyndt, og med Søren Smalbro for bordenden i byrådssalen, skal både nye og gamle konflikter løses. 


Seneste nyt

fra Nordjylland