Afsted til Liverpool i en ung alder


Denne fortælling er skrevet på baggrund af programmet "Fodbolddrømme i Liverpool". Du kan se første afsnit nederst i artiklen eller på TV2 Play

Ud af stadion-højttalerne gjalder det ikoniske nummer "You’ll Never Walk Alone" med Gerry and the Pacemakers. Det er ensbetydende med, at det er nu, det gælder. Der er kampstart om få minutter. På banen samles de to hold i hver sin rundkreds.

To af de største engelske fodboldklubber, Liverpool FC og Manchester United, skal mødes i den engelske pokalturnering, Continental Cup.

Det er en mørk, råkold og blæsende aften på stadionet Prenton Park i Liverpool. På banen er en nordjyde: Sofie Lundgaard fra Brovst. Hun starter inde for anden gang i sæsonen med Liverpool FC-trøjen over hovedet. En klub hun har spillet for siden januar 2023.

Hun rykkede teltpælene op som 20-årig fra Fortuna Hjørring, hvor hun i en ung alder markerede sig som en profil i den danske liga. Inden det havde hun spillet ungdomsfodbold i AaB krydret med adskillige danske ungdomslandskampe.

- Jeg har altid drømt om, at jeg ville til udlandet. At det så allerede blev som 20-årig, tror jeg ikke lige, jeg havde regnet med. Men når muligheden kommer, så er det med at tage den nogle gange, siger hun.

Sofie Lundgaard har spillet i England i omkring et år.
Sofie Lundgaard har spillet i England i omkring et år.

Sofie Lundgaard er ikke den eneste, der har taget skiftet i en ung alder fra det nordjyske til Liverpool. Byen, der både er kendt for at være hjemsted for The Beatles samt de to fodboldklubber - Liverpool FC og Everton FC.

I august skiftede 18-årige Karoline Olesen livet med skolebøger og kollegie i Hjørring ud med professionel fodbold i Everton FC. Hun er oprindeligt fra Varde, men siden hun var 15 år, har hun spillet fodbold og gået i skole i Hjørring.

- Det er jo noget andet end at bo i Danmark, hvor man bare lige kan køre en tur i bilen hjem til sine forældre, siger Karoline Olesen. 

En helt ny hverdag


Karoline Olesen blev student fra Hjørring Gymnasium i sommeren 2023. I gymnasietiden har hun balanceret en hverdag med både skole og fodbold. Men det er slut nu. 1. august blev hun professionel fodboldspiller.

- Jeg tror bare, jeg er opdraget sådan, at er man god nok, er man gammel nok. At flytte til et andet land er jo vildt, synes jeg.

Karoline Olesen skiftede i sommer fra Fortuna Hjørring til Everton.
Karoline Olesen skiftede i sommer fra Fortuna Hjørring til Everton.

Det er en helt almindelig formiddag, musikken spiller, og træningsmåtterne er lagt ud. Karoline Olesen er sammen med holdkammeraterne hoppet i de mørkeblå træningsdragter med Everton-logoet på brystet.

På træningsanlægget Finch Farm, der ligger i udkanten af Liverpool, er den ene af dagens to sessioner i styrkelokalet i gang.

quote Hun (Karoline, red.) kan nå så langt, som hun har lyst til

Brian Sørensen, cheftræner, Everton FC

- Jeg begyndte ikke at spille fodbold for at være i fitness hver dag, siger Karoline Olesen med et smil, mens hun laver diverse opvarmningsøvelser på gulvet.

Det sjoveste er at være på fodboldbanerne, men livet som professionel er meget andet end det. 

Træningsdagene begynder ofte omkring klokken 09.00 om formiddagen, og så er der fælles morgenmad og holdmøde, inden turen går i styrkelokalet. Først derefter begynder fodboldtræningen udenfor, og så er der fælles frokost, inden turen igen går tilbage i styrkelokalet om eftermiddagen.

- Jeg gik jo lige fra studentertiden, hvor det hele var oppe at køre, og så nu er det bare fodbold - og det er det. Det er også noget, man lige skal vænne sig til, og det føler jeg måske heller ikke, at jeg helt har vænnet mig til endnu, siger hun.

Tilbage på Prenton Park lyder startfløjtet. Kampen er i gang, og Sofie Lundgaard starter på den centrale midtbane. Liverpool FC er tvunget til at vinde, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme videre fra pokalturneringens gruppespil. Men det bliver svært. Manchester United er blandt de førende hold i engelsk fodbold.

I kampens begyndelse er lokalrivalerne fra Manchester United det bedste hold, og Sofie Lundgaard og holdkammeraterne mister hurtigt bolden, når de endelig får fat i den.

Flere gange er Manchester United tæt på at komme frem til store chancer. Og efter 42 minutter går det galt. Manchester United scorer til 1-0.

Der er sang på stadion. Men det er fra den forkerte ende af stadion. Nemlig enden, hvor de medrejsende Manchester United-fans sidder.

- We love United, we do. Oh, United we love you!

Det er ikke kun på stadions, der bliver sunget i Liverpool. Bandet The Beatles sætter stadig sit aftryk på byen. Her på havnefronten i byen.
Det er ikke kun på stadions, der bliver sunget i Liverpool. Bandet The Beatles sætter stadig sit aftryk på byen. Her på havnefronten i byen.
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Samtale var afgørende

Sofie Lundgaard bor sammen med sin østrigske holdkammerat Marie Höbinger i en lejlighed i det centrale Liverpool. Inden hun tog skiftet fra Hjørring til Liverpool, havde der været interesse fra andre udenlandske klubber. Men Liverpool FC var det bedste match.

- Jeg havde en god mavefornemmelse, efter jeg havde snakket med klubben, og jeg havde snakket med vores trænere. De fik mig til at føle, at jeg var jeg meget rolig, og det er noget, jeg vægter højt. Især når man ikke er så gammel endnu, siger hun.

Sofie Lundgaards arbejdsdag begynder om formiddagen og slutter midt på eftermiddagen. Blandt forskellene fra tiden i Fortuna Hjørring er en højere lønseddel, mere tid i styrkelokalet og bedre faciliteter i klubben. Blandt andet er der ansat kokke, der udelukkende servicerer fodboldspillerne.

- Der er både morgenmad, frokost, og vi kan tage aftensmad med hjem. Så der er ikke så meget at klage over, siger Sofie Lundgaard, mens hun står i morgenmadsbuffeten.

- Det er bare lidt mere professionelt og lidt mere fancy. De går meget op i de ting, siger Sofie Lundgaard med henvisning til blandt andet sund mad og styrketræning.

Den næste Pernille Harder eller Nadia Nadim?


Karoline Olesen er den yngste på holdet. Men det kan man ikke se på banen. Det mener cheftræneren i Everton FC, Brian Sørensen. Han kender også Karoline Olesen fra deres fælles fortid i Fortuna Hjørring.

- Hun kan nå så langt, som hun har lyst til, mener han. 

Brian Sørensen kommer oprindeligt fra Arden og har en lang fortid bag sig som top-træner i både Fortuna Hjørring, IK Skovbakken og FC Nordsjælland. Derfor har han også trænet både nogle af Danmarks og verdens bedste spillere.

- Når jeg kigger tilbage på alle dem, jeg har trænet af store spillere som Pernille Harder, Nadia Nadim og Sofie Junge, så har Karoline alt det i sig, siger Brian Sørensen.

Brian Sørensen instruerer sine spillere i næste træningsøvelse.
Brian Sørensen instruerer sine spillere i næste træningsøvelse.
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Det var Brian Sørensen, der hentede Karoline Olesen til det engelske. Og når man står som 18-årig i en ny udenlandsk klub, så har det været en hjælp, at der er en dansk træner og fire danske holdkammerater i truppen.

- Jeg er jo stille, måske lidt genert. Så jeg var også sådan, hvordan kommer jeg lige ind på holdet, og hvordan skal jeg lige finde mig til rette?

- De ser mig også som sådan lidt en lille en, de skal tage sig lidt af. Så det gør også, at jeg føler mig vildt velkommen, siger Karoline Olesen.

Karoline Olesen har på trods af sin unge alder allerede været udtaget til det danske A-landshold to gange. Hun har endnu ikke været på banen, men ud over at få debut, så drømmer hun også om andre ting i de kommende år.

- Så drømmer jeg om at blive en mere etableret spiller - både i ligaen, men også forhåbentlig i verden.

Brian Sørensen har været træner i Everton FC siden sommeren 2022.

- Det handler om for mig at blive så god, som jeg kan og spille for en af Europas bedste klubber på et tidspunkt, siger Olesen, inden FC Barcelona bliver nævnt som en mulig drømmedestination.

Men for det professionelle teenagetalent er der også gjort tanker om livet efter fodbolden.

- Der er også så meget andet, jeg gerne vil nå i livet end bare fodbold. Jeg vil gerne læse medicin og være læge, men det er jo lidt svært i forhold til fodbold.

- Men forhåbentlig i fremtiden får jeg det til at lykkes på en eller anden måde, siger hun. 

Tilvænning i den første periode

På Prenton Park er der få minutter til pausefløjt. Liverpool FC er stadig bagud. Men pludselig havner bolden for fødderne af Sofie Lundgaard. Hun er inde foran mål. Der bliver sparket. Men afslutningen bliver blokeret. 

En forsvarsspiller kommer i vejen og forhindrer Sofie Lundgaards første Liverpool-mål. Et stort ærgrelsens suk lyder fra tribunerne. Kort efter fløjter dommeren til pause. Liverpool FC er bagud 1-0.

Det er til stor misfornøjelse hos tilskuerne, at Sofie Lundgaards afslutning bliver blokeret.

Siden skiftet i januar har Sofie Lundgaard skullet vænne sig til et fodboldliv, hvor der er større konkurrence end i Fortuna Hjørring.

- Fodbold er en hård verden at være i. Uanset, hvor du er, så er der målinger i form af det fysiske, og så er der selvfølgelig målinger i form af at præstere på banen, siger Sofie Lundgaard.

I de fleste kampe er Sofie Lundgaard startet på bænken, og så er hun kommet på banen i de sidste minutter af kampene.

- Selvfølgelig er jeg her for at spille og for at få minutter. Men jeg er også klar over, det er en proces. Jeg er stadig ung, siger hun.

quote Hun kan blive en top-top spiller. Hun spiller i en af de hårdeste ligaer i verden lige nu, og hun har stort potentiale

Matt Beard, cheftræner, Liverpool FC

- Jeg har udviklet mig på rigtig mange punkter. Der var mange ting, man lige skulle vænne sig til. Man har bare ikke lige så mange berøringer på bolden, som man havde i Danmark.

Cheftræneren for Liverpool FC, Matt Beard, har også bemærket en fremgang hos Sofie Lundgaard, siden starten i januar.

- Jeg tror, de første seks måneder var en hård omstilling for hende. Hun kom til et nyt hold, og på det tidspunkt havde vi lidt problemer, siger Matt Beard.

Cheftræneren i Liverpool FC, Matt Beard, ser en stor fremtid for Sofie Lundgaard.
Cheftræneren i Liverpool FC, Matt Beard, ser en stor fremtid for Sofie Lundgaard.
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

- Hendes taktiske forståelse har forbedret sig, og fysisk synes jeg, hun er blevet meget hurtigere og stærkere.

- Hun kan blive en top-top spiller. Hun spiller i en af de hårdeste ligaer i verden lige nu, og hun har stort potentiale, lyder det fra træneren. 

Venner og familie er en flyvetur væk


Kampuret viser knap en times spil på Prenton Park. Lystavlen på sidelinjen lyser op. Med rød skrift vises nummer 15. Det er Sofie Lundgaards trøjenummer. Hun skal skiftes ud, og Liverpool FC er stadig bagud.

Sofie Lundgaard og Karoline Olesen kender hinanden fra deres fælles fortid i Fortuna Hjørring. Her nåede de at spille sammen, inden Sofie Lundgaard skiftede til det nordvestengelske.

Livet langt væk fra Nordjylland og Hjørring er også ens betydende med, at der er lang vej til familie og venner i Danmark.

- Jeg savner også at være hjemme. Det liv, jeg havde, inden jeg tog herover. Selvom jeg synes, det er fedt at bo herovre, siger Karoline Olesen, da hun møder Sofie Lundgaard en dag efter træning på en af Liverpools cafeer ved havnefronten.

I Liverpool bor Karoline Olesen i stor kontrast i forhold til livet i Hjørring. Dengang boede hun på sportskollegie side om side med fodboldveninderne. Nu bor hun alene i en lejlighed i Liverpool.

- Jeg har tit ringet til veninderne derhjemme eller mine forældre og spurgt: Hvad skal I have til aftensmad? Skal vi lave det samme?

Sofie Lundgaard deler sin lejlighed med holdkammeraten Marie Höbinger. Og i samme nabolag bor flere andre holdkammerater. Derfor bruges eftermiddagene ofte på cafe.

- Vi mødes også nogle gange efter træning og laver mad sammen. Det synes jeg også er virkelig hyggeligt.

Det hele værd

Men selvom livet på egen hånd medfører afsavn til dem derhjemme, så er det ifølge både Karoline Olesen og Sofie Lundgaard det hele værd.

- At gøre sin familie og venner stolte synes jeg, er noget af det vildeste, man kan. Og hvis man kan gøre sig selv stolt oveni, så synes jeg, det er fantastisk.

- Så jeg tror, man lever drømmen, siger Karoline Olesen.

Sofie Lundgaard har en drøm om at komme på A-landsholdet, men allerede nu er en af de store drømme gået i opfyldelse. Nemlig skiftet til udlandet. 

- Jeg tror alle blev vildt stolte af det, og det er både venner og familie og sådan noget.

- Jeg udlever helt sikkert en drøm, jeg har haft længe. Så har jeg en drøm om at få min debut på A-landsholdet. Det er noget, jeg stræber efter hver eneste dag og arbejder hårdt på at opnå, siger hun. 

Kampuret på Prenton Park har rundet de 90 minutter. Sofie Lundgaard sidder på bænken og ser på. Dommerens slutfløjt lyder. Ærkerivalerne fra Manchester United kan strække armene i vejret. De vinder 1-0. Liverpool kan ikke længere gå videre fra pokalturneringens gruppespil. 

Herunder kan du se det første af to afsnit af "Fodbolddrømme i Liverpool". Serien kan også ses på TV 2 Play.

Programmet er tilrettelagt af Jonathan Kjær Troelsen. Det er optaget af Robert Bedsted og redigeret af Pia Koldsø.

Denne webdok er skrevet af Jonathan Kjær Troelsen.

Redaktør er Rasmus Mandsberg Christiansen.