Sommerhusejer kritiserer kommunen - giver tilladelser i strid med vedtægt

I et sommerhusområde syd for Løkken er flere sommerhusejere og en grundejerforening noget undrende over kommunens håndtering af byggetilladelser.

Kresten Ulrik Nielsen og hans naboer er godt trætte af Jammerbugt Kommune.

Kommunen har nemlig en byplanvedtægt, der kun tillader ét hus på hver grund, men alligevel giver kommunen tilladelser til at bygge annekser ved sommerhusene i området. 

- Vi har jo været herude i mange år og oplevet, at kommunen har været restriktive omkring de byggetilladelser, de har givet, og nu har de så ændret deres praksis. 

- Det er et problem, fordi det der er særligt ved det her område, det er, at man kan gå ud at se, at det er et oprindeligt naturområde, som folk så rekreativt har brugt i rigtig mange år, og det skal vi værne om, siger Kresten Ulrik Nielsen, der mener, at det er bekymrende på naturens vegne, hvis tilladelserne bare gives på må og få.

Først afslag - nu godkendelse

Kommunen har nemlig givet tilladelse til, at der på en af grundene på vejen, hvor Kresten Ulrik Nielsen bor, kan bygges et aneks, som er mere end 20 meter fra sommerhuset. Det til trods for, at det af byplanvedtægten fremgår, at der kun må bygges ét hus med tilhørende udhus på hver grund. Tidligere er ansøgninger om anneks på selvsamme grund blevet afvist tre gange, og den nylige godkendelse ærgrer Kresten Ulrik Nielsen.

Derfor er han gået til Planklagenævnet, som gav ham medhold og lagde tilladelsen ned. Efterfølgende fik grundejeren dog tilladelse til at opføre et udhus, og nu har Teknik- og Miljøudvalget stemt ja til at give dispensation til et anneks.

- Hvad er det for en lovgivning? Er det sådan et stykke håndsæbe i en svømmehal, vi står på, som bare suser rundt uden mål og med. Det, synes jeg, er bekymrende, siger Kresten Ulrik Nielsen.

Han undstreger, at bygherren blot har gjort, som han har fået lov til, så det er kommunens tilsidesættelse af egne love, han er træt af. Sommerhusejeren bakkes nu op af et medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

- Jeg er generelt imod, at vi hele tiden dispenserer for lokalplanen, for gør vi det, jamen så er der jo ingen grund til at lave en lokalplan, siger Frank Trolle (S), medlem i Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

Ligner fremtidig praksis

Frank Trolle er en af to medlemmer i udvalget, som stemte imod dispensationen. Det ser dog ud til at både han, og naboerne fremover må vænne sig til tanken.

- Vi vælger at give en dispensation i det her tilfælde, fordi vi i de kommende lokalplaner har den tolkning, at vi giver tilladelse til en primær og en sekundær bygning, hvor man kan have udhus, anneks, garage, eller hvad man vil.

Dispensationer er dog ikke udvalgsformandens langsigtede plan

- Der skal laves et nyt plangrundlag for området, men jeg kan ikke sige, hvornår det bliver.

Og det er dårlige nyheder for Kresten Nielsen. Han håber, at kommunen fremover vil blive bedre til at inddrage naboerne.

- Sagen for mig er slet ikke slut endnu, den er faktisk først lige begyndt, fordi der er nogle principielle ting, som vi må have frem til en afgørelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland