Sommerlejr gennem 30 år: - Engang gemte børnene brød under trøjerne, fordi de ikke vidste, om de ville få mere i morgen
For 33. gang afholder Projekt Østbørn sommerlejr for børnehjemsbørn, der trænger til et pusterum fra en grå hverdag.
- Der er jo altid nogle børn, som går langt ind i hjertet.
Sådan lyder det fra lejrleder Lene Krüger Schade, der samtlige år har været med til at arrangere lejren.
Også i år er det en særlig oplevelse for den rutinerede lejrleder, der så tidligt som i morges blev omfavnet af "en lille, søvnig pige":
- Så puttede hun hovedet helt op til mine skuldre, og så lagde hun sig nærmest til at sove der igen. Der havde man næsten lyst til at få tårer i øjnene, siger hun.
I år danner Tornby Skole rammen om Lilje Lejr, som den også hedder, hvor 35 polske børnehjemsbørn er på besøg.
Projektet er drevet af frivillige kræfter og frivillig sponsorstøtte - og i flere end 20 år har de besøgt Fun-Park ved Hirtshals.
Indehaver af Fun-Park, Allan Henriksen, husker specielt de første år, hvor "udsultede" østeuropæiske børnehjemsbørn var med ude og fodre dyrene.
- Vi tager jo brød med på vores togture, og der gemte de det faktisk under trøjen og gemte sig. For de vidste ikke, om der var brød i morgen, husker Allan Henriksen, som fortsætter:
- Det var simpelthen en vild oplevelse.
I dag er det børnenes møde med dyrene, der gør indtryk.
- Det giver jo et eller andet håb for dem måske. Det kan være, de vil have dyr engang. Eller at de finder ud af, at der egentlig er noget, som er lykkeligt, hvis de har set lidt af hvert, siger indehaveren af dyreparken.
Se hele indslaget fra sommerlejren herunder: