Stor glæde hos udsatte borgere, der igen kan kridte danseskoene
Ved dagens sommerfest i Hjørring Kommune var der musik, dans, boder og et godt måltid mad.
For første gang, siden corona kom til landet, blev der onsdag afholdt sommerfest for borgerne på samværs- og aktivitetstilbuddet NBV i Hjørring Kommune.
Der blev spillet på den brune guitar, sunget i mikrofonen og lige foran blev der danset side om side og hånd i hånd på dansegulvet til rytmerne af Rasmus Seebachs sang 'Øde Ø'.
Sådan så det onsdag formiddag ud ved samværs- og aktivitetstilbuddet NBV i Hjørring Kommune.
De er bare glade, og de har glædet sig i flere uger til den her fest
Annemette Drustrup, afdelingsleder, NBV, Hjørring Kommune
Efter flere år med coronavirus og de medfølgende restriktioner var den årlige sommerfest igen tilbage, og det er en fest med masser af dans, boder og med et lækkert måltid mad.
- Det er første gang, vi kan holde en stor sommerfest igen. Så der skal bare festes, danses, synges og hygges, siger Anne-Mette Drustrup, afdelingsleder ved NBV, der er et aktivitets- og samværstilbud til borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
Stor dag for borgerne
Mens musikken spillede i teltet, og der blev danset på det, der normalt bare er asfalt, blev der udenfor kastet efter dåser. Og hver gang der blev ramt, blev der heppet og givet high-five, og uddelt vingummibamser til vinderne.
Der var fuld gang i de udendørs boder, og der var fuld gang i festen indenfor til endnu en Rasmus Seebach-sang. På den måde var der lidt for alle de borgere, der deltog.
- De er bare glade, og de har glædet sig i flere uger til den her fest. At få lov til at tage pænt tøj på og mødes med sine venner og kunne bruge lidt penge og få noget godt at spise, det elsker de, siger Annemette Drustrup.