Stor klubmand stopper i Vendsyssel FF
Foto: Vendsyssel FF
Karim Zaza har været i Vendsyssel FF i mere end ti år, men nu er det slut.
På Vendsyssel FF's facebook-side offentliggør klubben, at målmandstræner Karim Zaza stopper i klubben efter mere end ti års tjeneste.
- Jeg har i mine over ti år i klubben gået på arbejde med det største smil på læben, og jeg har nydt at være med til at bidrage til udviklingen af nogle dygtige keepere og fodboldspillere igennem min tid i klubben, siger Zaza.
Karim Zaza stoppede sin aktive karriere i Vendsyssel FF i 2014, og i 2015 tiltrådte han som målmandstræner.
- Der er overhovedet ikke noget dramatisk i mit stop, og det er heller ikke fordi, at jeg skal noget andet i fodboldbranchen. Jeg ønsker blot at være mere sammen med familien i weekenderne, hvilket jeg glæder mig til at få mere tid til fremover, siger Karim Zaza.
49-årige Zaza har i sin aktive karriere repræsenteret en lang række klubber i form af FC København, Silkeborg, Brøndby IF, OB og så fik han 147 kampe for AaB.