To personer hårdt kvæstet i trafikulykke
Foto: René Schütze
Ulykken skete på Skallerupvej.
To biler kørte mandag formiddag frontalt sammen nær Sønderlev.
To personer har fået alvorlige kvæstelser efter en trafikulykke ved 10-tiden mandag formiddag.
Ulykken skete på Skallerupvej nær Sønderlev, hvor to biler kørte frontalt sammen.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard trak den ene bil af uvisse årsager over i den modsatte vejbane, hvorefter de to biler stødte sammen.
Der var én person i hver bil, og bilisten, der blev ramt af bilen, der trak over i den forkerte vejbane, blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital.
Den anden bilist blev fastklemt ved ulykken og blev kørt til Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
- Der er tale om en alvorlig ulykke, og vi har ikke været i stand til at afhøre de implicerede parter endnu, siger Poul Fastergaard.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet for at komme nærmere en årsag til færdselsulykken.