Tørstig 69-årig kvinde dømt: Gik på værtshus og misbrugte hævekort for tusindvis af kroner
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Kvinden er nu idømt fem måneders betinget fængsel.
En 69-årig kvinde fra Vendsyssel blev mandag kendt skyldig i at have misbrugt et hævekort af flere omgange.
Kvinden fik fingrene i hævekortet og den tilhørende kode tilbage i 2020, og ifølge anklageskriftet svang hun lystigt kortet for over 100.000 kroner i løbet af en fire måneder lang periode.
Mandag faldt dommen så i sagen.
- Kvinden blev dømt efter anklageskriftet med undtagelse af en hævning i Danske Bank på 5000 kroner, som hun blev frifundet for, men hun blev dømt for de 32 øvrige forhold, siger anklager ved Nordjyllands Politi, Stephen Pedersen.
Bedrageri for mere end 100.000 kroner
De ulovlige hævninger foregik blandt andet på en beværtning. De muntre dage på værtshuset drejer sig om tre dage i juni, en dag i august og to dage i september 2020, hvor hævekortet over flere gange blev svunget i forbindelse med køb for i alt 5900 kroner. Det fremgår ikke af anklageskriftet, om der blev købt peanuts og cowboytoast eller våde varer.
I den samme periode på fire måneder fra slutningen af maj til slutningen af september 2020 foretog kvinden ifølge anklageskriftet også et stort antal kontanthævninger i diverse hæveautomater, hvilket resulterede i, at hun mandag alt i alt var tiltalt for bedrageri for 101.900 kroner.
Den 69-årige kvinde ved formiddagstid imod dommen og skal nu under tilsyn af kriminalforsorgen.
Der står intet i anklageskriften om, hvordan kvinden fik fat i kortet og den dertilhørende kode.