Tre mænd tiltalt for indbrud i millionklassen
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Via minutiøs efterforskning har politiet koblet tyvekosterne til en lang række indbrud i tøjforretninger - blandt andet i Sæby, Løkken, Blokhus, Hjørring og Frederikshavn.
Der er tale om indbrud, der tilsammen løber op i millionklassen, når tre mænd på 29, 40 og 44 år efter planen sætter sig på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag og tirsdag.
De tre mænd, som lige nu sidder varetægtsfængslet i den omfattende sag, er tiltalt for en massiv række af indbrud, fortrinsvis i tøjbutikker i Nordjylland og Midtjylland.
Politiet har tilsyneladende optrevlet sagen mod de tre på baggrund af fund af tyvekoster på adresser i Sindal, Frederikshavn og Midtjylland. Alle adresser, som de tiltalte har tilknytning til.
Via minutiøs efterforskning har politiet koblet tyvekosterne til en lang række indbrud i tøjforretninger - blandt andet i Sæby, Løkken, Blokhus, Hjørring og Frederikshavn.
Det største enkeltstående kup af de indbrud, som de tre er tiltalt for, blev begået 10. juni mod en butik i Frederikshavn, hvor der blev stjålet jakker af mærket Parajumpers for godt 177.000 kroner.
Massiv indbruds-turné
Listen over de indbrud, som mændene er tiltalt for, minder i perioder om en turnéplan for et populært rockband. 23., 24., 27., 29. og 31. maj og igen 5., 8. 10., 11. og 14. juni er på listen over datoer, hvor politiet mener, at trioen har været på spil uden for lukketid i nordjyske og midtjyske butikker.
Som omtalt løber værdien af tyvekosterne ved de mange indbrud op i omkring en million kroner tilsammen.
Det fremgår af anklageskriftet, at anklageren primært vil gå efter at bevise, at de tre selv har begået indbruddene, men lykkes det ikke, vil anklageren i stedet gå efter at dømt mændene for hæleri med de mange tyvekoster.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til 21. og 22. november ved Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Betydelige narkofund
Anklageskriftet omfatter dog også andet end indbrud og hæleri. Den 40-årige mand på anklagebænken er således også tiltalt efter straffelovens hårde narkoparagraf for besiddelse af knap 240 gram amfetamin, som politiet tilsyneladende fandt ham i besiddelse af på en adresse i Silkeborg 21. juni år. Det var tilsyneladende den dag, politiet slog til mod de tre mænd og foretog ransagninger på deres bopæle.
Samme dag fandt politiet også narko på en adresse i Frederikshavn. Blandt andet amfetamin, hash og kokain, som alle tre er tiltalt for. Ransagningen kastede tilsyneladende også et narkoregnskab af sig, for det fremgår af anklageskriftet, at de tre også er tiltalt for sammen at have solgt amfetamin, hash og kokain for omkring 15.000 kroner.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad de tre mænd siger til de alvorlige og omfattende anklager, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen indledes mandag.