Vendsyssel Elite Badminton forlænger med to af klubbens talenter

Både Kirsty Gilmour og Josefine R. Jensen tørner atter ud for VEB i den kommende sæson.

Vendsyssel Elite Badminton har formået at holde på to af klubbens talenter også i næste sæson.

Skotten Kirsty Gilmour og Josefine R. Jensen fortsætter nemlig med at spille for den nordjyske klub, selv efter årsskiftet. En beslutning, Gilmour er tilfreds med efter et par fysisk hårde år.

- Jeg er glad for, at jeg skal fortsætte i VEB i næste sæson. De sidste par år har været hårde for mig og min krop, men jeg håber, at jeg kan holde mig skadesfri og byde ind med gode resultater, siger Kirsty Gilmour.



Den 27-årige skotte ligger netop nu nummer 27 på verdensranglisten i damesingle, men som hun også selv er inde på, har hun været ramt af skader i indeværende sæson. Det betød, at hun blot spillede med i de to første kampe i grundspillet for VEB.

Alligevel tror VEB's cheftræner, Allan Kolbro Nielsen, på skotten.



- Kirsty viste høj klasse, da sæsonen begyndte, og hun er stadig en af Europas bedste damesingler, som vi er stolte over, spiller i VEB, siger han.

Talentet melder sig dog også klar under fanerne til Final 4, som spilles 22.-23. juni i Brøndby Hallen.



- Vi har vist stor styrke i denne sæson, og jeg vurderer, at vi har en god chance for at vinde Final 4, siger Kirsty Gilmour.



quote Kirsty viste høj klasse, da sæsonen begyndte, og hun er stadig en af Europas bedste damesingler, som vi er stolte over, spiller i VEB.

Allan Kolbro Nielsen, cheftræner, Vendsyssel Elite Badminton

Forlænger med 'vikaren'

En anden spiller, der også forlænger med klubben, er 20-årige Josefine R. Jensen. Hun kan se frem til sin anden sæson for Vendsyssel Elite Badminton.

Hun vendte hjem til VEB for et år siden, hvor hun var tiltænkt en plads på 3. divisionsholdet, men Kirsty Gilmours skade betød, at Josefine R. Jensen spillede fire ligakampe i grundspillet.



- Og med to sejre i fire kampe viste Josefine, at hun er værd at satse på. Derfor ser vi frem til at have hende i truppen endnu en sæson, siger cheftræner Allan Kolbro Nielsen.



Josefine R. Jensen er da også taknemmelig for tilliden.

- Det var et mål at få min ligadebut, og det var stort, at det skete på hjemmebane i Arena Nord. Jeg ser frem til flere kampe i næste sæson, siger Josefine R. Jensen.




Seneste nyt

fra Nordjylland