02:15

De to tidligere nordjyske Superliga-hold Vendsyssel FF og Hobro IK, som nu begge spiller i 1. division, mødes i aften i Hjørring.

Vendsyssel FF rejser sig mod Hobro IK

Efter nederlag i første runde hentede Vendsyssel sæsonens første sejr mod Hobro i Hjørring.

Vendsyssel FF fik langt fra en ønskestart på sæsonen i fodboldherrernes 1. division, da de lørdag blev kørt midt over med 6-0 mod Fremad Amager.

Tirsdag skulle vendelboerne så forsøge at rejse sig mod det andet nordjyske hold i 1. division, Hobro IK, som spillede 1-1 i deres åbningskamp mod sidste sæsons nummer 2, Viborg FF.

Kampen var uden de store chancer i den første del af første halvleg, men efter 26 minutters spil fik Vendsyssel hul på bylden. Den nyerhvervede Mikkel Agger sendte bolden i nettet til 1-0.

Læs også Hobro IK spiller uafgjort i sæsonens første divisionskamp

Hobro måtte klare sig uden Edgar Babayan, der var ude med sygdom, til gengæld var den tidligere AaB-spiller Thomas Enevoldsen med fra start, og han var tæt på en scoring kort inden første halvlegs udløb.

Anden halvleg var præget af tæt tåge. Foto: Mogens Jørgensen

Anden halvleg var præget af dårligt udsyn. En tæt tåge havde lagt sig over stadion i Hjørring. Det til trods var det igen Vendsyssel der var i teten og efter 65 minutters spil udnyttede Andreas Kaltoft en fejl af Hobros målmand Adrian Kappenberger til at bringe Vendsyssel i front med 2-0.

Få minutter senere var den gal igen for Hobro. Denne gang var det Ali Messaoud, der stod for scoringen.

Det blev også den sidste scoring i kampen og Vendsyssel kunne dermed notere sig sæsonens første sejr, mens Hobro endnu har en sådan til gode.

Du kan under artiklen se interviews med målscorer Mikkel Agger og træner i Vendsyssel FF, Lasse Stensgaard

Næste opgave for Vendsyssel er ude mod FC Helsingør den 18. september. Hobros næste kamp spilles den 20. september, hvor FC Fredericia venter på hjemmebanen i Hobro.

02:38

Interview med Mikkel Agger.

Luk video
01:07

Interview med Lasse Stensgaard.

Luk video