Foto: Torben Christensen / Scanpix (Arkivfoto)

11-årig cyklist undveg bilist og endte i grøften

En 11-årig dreng på cykel endte mandag eftermiddag på skadestuen, efter han måtte undvige en modkørende bilist.

En dreng på 11 år endte mandag på skadestuen i Hjørring med en skade på sin ene hånd, efter han måtte undvige en modkørende bilist og endte i grøften.

Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport tirsdag.

Episoden fandt sted mandag eftermiddag omkring klokken 15, da drengen cyklede mod syd på Rakkebyholmvej omkring nummer 225. 

Den modkørende bilist var i færd med at overhale en bred traktor og tog ikke højde for drengen, der måtte køre i grøften for ikke at køre sammen med bilisten.

Den ukendte bilist standsede ikke.