Afslørede sig selv: Bilist var både fuld og høj bag rattet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 21-årig måtte vinke farvel til sin bil, efter han blev snuppet uden forhjul og med både sprit og narko i blodet.
En bilist begik på et par minutter et hav af lovovertrædelser, da han blev spottet af patrulje.
Når man kører rundt på et punkteret og smadret forhjul, der larmer helt vildt, har politiet noget nemmere ved at fange én.
For det var nemlig det punkterede forhjul, der onsdag aften fik en politipatrulje i Hjørring til at spærre øjnene op og bringe bilen til standsning. Og derfra væltede lovovertrædelserne ud af skabet. Det fremgår af politiets døgnrapport.
Til patruljens store overraskelse var den 21-årige fører af bilen glad for at se politiet. Han mente nemlig, at han lige var blevet overfaldet kort tid forinden. Historien holdt ikke helt vand, og et opslag i systemet viste da også, at politiet godt var kendt med manden, som forresten var blevet frakendt kørekortet.
Han var desuden tydeligt påvirket og fik lov at prøve både alko- og narkometeret. Det ene viste en promille på over det tilladte, og det andet slog ud for kokain.
Sidst, men bestemt ikke mindst, var det ikke første gang, manden var blevet fanget i at køre bil i frakendelsestiden. Derfor har er hans bil nu beslaglagt.
Den 21-årige blev anholdt, sigtet for at køre bil uden kørekort og i påvirket tilstand. En blodprøve skal senere vise, hvor meget alkohol og hvilke stoffer han havde i blodet.