Årets julehit? Kyssesang fra Hjørring ligger nummer et

Kejser Larsen Band er endnu engang at finde i toppen af P5’s dansktop hitliste. Denne gang med en julesang.

En julesang, som er inspireret af Kyssetræet i Hjørring, er strøget direkte til tops. Sangen handler om at kysse, og er støttet af handelsstandsforeningen i Hjørring.

Allerede ni dage efter, at julesangen blev offentliggjort på Hjørring Handels Facebook-side, er den blevet vist 28.000 gange og blevet delt 275 gange, ligesom den altså ligger nummer et på P5’s dansktop hitliste.

- Det kommer helt bag på os. Vi er vildt overraskede over den positive feedback, vi har fået, siger Jens Ettrup, der er trommeslager i Kejser Larsen Band.

quote - Det kommer helt bag på os. Vi er vildt overraskede over den positive feedback, vi har fået.

Jens Ettrup, trommeslager, Kejser Larsen Band

Sagen er lavet i forbindelse med at Kyssetræet i Hjørring blev afsløret. Her skifter julelysene farve, når to personer lægger en hånd på en plade for at kysse. Da Kyssetræet blev indviet spillede Kejser Larsen Band deres nye sang for fyldte gader.

- Det var en god oplevelse, siger Jens Ettrup, der ligesom resten af bandets medlemmer er fra Hjørring-området, mens sangens producer, Jens Varmløse, er fra Sdr. Bindslev. Videoen er lavet af Movimentum Films.

Det er ikke første gang, Kejser Larsen Band ligger på førstepladsen på hitlisten. Faktisk burde de efterhånden være vant til den flotte placering. I adskillige uger indtog sangen ”Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker” nemlig førstepladsen, og tilbage i marts var bandet nomineret ved Dansktop Prisen 2017 i Boxen i Herning.

Den store opmærksomhed glæder Jens Ettrup.

- Vi kan lave lidt larm i kredse, hvor vi ikke selv har haft mulighed for at komme ud, siger han.

Næste mulighed for bandet er P5’s kåring af Årets Dansktop Hit, som de håber, de vinder.


Seneste nyt

fra Nordjylland