Bogholder lænsede firmaer for syv millioner - skal tre år i fængsel
En 55-årig bogholder blev i dag dømt for at have hævet et millionbeløb fra to firmaers konti, som hun havde ansvaret for
Hun fik løn for at holde øje med økonomien. Men i stedet for lænsede hun to firmaer for syv millioner kroner, som hun brugte på tøj, sko, møbler og dyre rejser.
Den 55-årige kvinde var ansat som bogholder, men tallene stemte ikke, da regnskabet blev gjort op.
Derfor blev hun i dag ved Retten i Hjørring dømt til tre års ubetinget fængsel og dømt til at betale erstatning på over syv millioner kroner til firmaerne Finelco i Tårs og Ingstrup Mejeri. Desuden blev hun frakendt rettigheden til at arbejde som økonomiansvarlig i fem år.
Hun har allerde betalt omkring 1,5 millioner kroner tilbage, oplyser specialanklager Karina Skou.
Ifølge anklageskriftet havde kvinden i perioden 2008 til 2015 hævet mere end syv millioner fra firmaernes konti og overført penge til sin egen og sin mands konto, hvor millionerne blev fyret af på privatforbrug.
Kvinden hævede selv pengene på firmaerne dankort elelr bogførte fiktive indkøb og overførte pengene til sig selv.
Kvinden udbad sig ekstra tid til at beslutte, om hun vil anke dommen.