Børglum Kloster håber på jule-succes
TV2 genudsender Ludvig og Julemanden
Der er juletravlhed på Børglum Kloster, hvor man håber på stort rykind. Årsagen er TV 2's julekalender.
På Børglum Kloster er man klar til endnu engang at være i fokus på landsdækkende TV.
Torsdag aften ruller julekalenderen Ludvig og Julemanden, der blev sendt på TV 2 første gang i 2011, nemlig igen over skærmen.
Julekalenderen blev optaget på Børglum Kloster, og julemandens værksted står, sammen med mange af kostumerne fra dengang, klar på klosteret, så de besøgende kan komme helt ind i historien.
- Det giver sandsynligvis ikke den helt samme effekt som sidste gang, men vi håber da på noget i den retning, siger Benedicte Rottbøll, der er marketingansvarlig på Børglum Kloster.
Da Ludvig og Julemanden blev sendt i 2011 så knap 1,2 millioner danskere i gennemsnit med hver aften og succesen gav rigtig mange ekstra gæster på det gamle kloster hvor man nu håber at julekalenderen igen kan kaste lidt af sig.
Klosteret har dog haft dårlig tid til at forberede sig til det forhåbentlig store rykind, for de måtte selv finde ud af, at julekalenderen nu skulle sendes igen.
- Vi opdagede det på deres hjemmeside, da resten af Danmark også kunne se det. Det var noget af en overraskelse, siger Benedicte Rottbøll.
Efterfølgende fik et par af klostrets medarbejdere travlt med at finde de gamle kulisser frem og genskabe scenografien så godt som muligt. Dog ikke helt samme sted som julekalenderen blev optaget.
- Den er egentlig optaget oppe på loftet, hvor vi ikke har mulighed for at give publikum adgang, så vi måtte gøre noget andet, fortæller bygningsansvarlig Per Nygaard, der sammen med kollegaen Per Steffensen tog en tom bygning på klosteret i brug og byggede kulisserne op igen, så de ligner de originale.
Den opgave har julekalenderes scenograf Erik Pejtersen hjulpet Børglum Kloster med.
- Vi havde Pejtersens anvisning på hvordan det så ud, så det var det, vi gik efter, siger Per Steffensen
De første besøgende har allerede set kulisserne, og klostret håber ikke, de bliver de sidste.
- Til vores julemarked her i november har vi allerede oplevet at besøgende kom udelukkende fordi julekalenderen bliver genudsendt og som ville se kulisserne inden den starter imorgen (torsdag red.), så vi håber, det får en stor effekt, slutter Benedicte Rottbøll.
I marts 2011 var TV2 Nord med til optagelserne på Ludvig og julemanden. Her var der - til stor glæde for filmholdet - masser af sne på jorden, så julestemningen var nem at skabe. Du kan se hele indslaget herunder.