Brand i etageejendom: Eneste udvej var blokeret
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Onsdag aften udbrød der brand i kælderen i en etageejendom på Østergade i Hjørring.
En dramatisk redningsaktion fandt sted onsdag aften, hvor både Nordjyllands Beredskab, Nordjyllands Politi og ambulancer måtte rykke ud i Hjørring.
Der er brand i et kælderrum, og branden lukker af for hovedindgangen, der er den eneste vej ud af bygningen. Derfor bliver vi nødt til at få folk ud af bygningen ved hjælp af en stige.
Thomas Dybro, indsatsleder Nordjyllands Beredskab.
- Kaldet kommer omkring klokken 22.30, og det går på brand i etageejendom. Vi taler tre en halv etage, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Thomas Dybro, til TV2 Nord.
Ingen kom til skade under branden, men det var alligevel en større redningsaktion, som blev sat i værk.
- Der er brand i et kælderrum, og branden lukker af for hovedindgangen, der er den eneste vej ud af bygningen. Derfor bliver vi nødt til at få folk ud af bygningen ved hjælp af en stige, siger Thomas Dybro.
Der blev også indsat et hold af røgdykkere, og alle beboere blev hurtigt hjulpet ud af bygningen.
Ambulancepersonalet tilså folk på stedet, men ingen skulle videre til skadestue eller hospital.
- Heldigvis var der ingen som kom til skade, men det kan alligevel være en barsk oplevelse. Det er ikke særlig sjovt at have følelsen af at være spærret inde, forklarer Thomas Dybro.
Ingen røgalarmer
Branden i kælderen udviklede meget røg, men den var hurtigt under kontrol og slukket.
Heldigvis var der ingen som kom til skade, men det kan alligevel være en barsk oplevelse. Det er ikke særlig sjovt at have følelsen af at være spærret inde.
Thomas Dybro, indsatsleder Nordjyllands Beredskab.
Ilden nåede at brande op gennem gulvet til en enkelt lejlighed.
Derudover er der kun røgskader.
Nordjyllands Beredskab var nødsaget til at bryde alle låste døre til lejligheder op for at sikre, at ingen personer lå og sov.
En ting ærgrer Thomas Dybro, selvom alle nåede ud i tide.
- Vi hørte ikke en eneste røgalarm, fortæller han.
Ejendommens beboere er nu genhuset, og opklaringsarbejdet, med at finde frem til årsagen til branden, ligger hos Nordjyllands Politi.