Brød pengeautomat op: Solarietyve taget med bukserne nede
Foto: Ólafur Steiner Gestsson / Scanpix
Tre mænds solarietur gik mandag ikke helt som planlagt.
Der er dem, der mener, at den vinterblege hud, vi alle sammen render rundt med fra naturens side på denne tid af året, er både moderne og sund.
Og så er der dem, der er meget uenige og ender med at bryde en pengeautomat op i et solcenter for at få noget kulør.
Det var i hvert fald, hvad tre mænd gjorde i et solcenter på Mejerigade i Vrå mandag. Men det, der umiddelbart virkede som en god idé - nemlig at bryde pengeautomaten op og bruge udbyttet til at tage sol for samme sted lige bagefter - endte ikke helt, som mændene nok gik og håbede.
Det skriver Nordjyllands Politi sin døgnrapport.
For en opmærksom borger havde set mændene i færd med at bryde pengeautomaten op, og han fik ringet til politiet, som straks rykkede ud.
- Og med rette kan man vel sige, at gerningsmændene blev taget med "bukserne nede" - eller tæt derpå. "Enden" på hele historien blev, at de tre mænd blev sigtet for tyveri med mere. Måske de endda havde "røde ører", skriver politiet om episoden.