Brugerne har talt: Nordsøen Oceanarium er Danmarks bedste
Foto: Nordsøen Oceanarium
For anden gang på et år er Nordsøen Oceanarium blevet kåret til at være det bedste akvarium - først i Norden og nu altså også i Danmark.
De kan noget ganske særligt på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, efter akvariet nu to gange på et år er blevet kåret som det bedste.
Først blev det kåret som Nordsen bedste akvarium via en afstemning på et svensk feriesite, og nu har 5800 danske og tyske feriegæster altså også talt og kåret oceanariet som det bedste i Danmark.
Det viser en ny undersøgelse fra Danland og Dancenter.
Spørgsmålene i undersøgelsen gik på, hvad feriegæsterne syntes om de mange danske attraktioner. Og i kategorien "Bedste akvarium" strøg Nordsøen Oceanarium altså ind på en førsteplads.
- Det er et skulderklap, at vi blandt de mange attraktioner, der er, har fået så høje karakterer og fine tilbagemeldinger. At vi nu kan kalde os både Nordens og Danmarks bedste akvarium, er jo helt fantastisk. Vi kan bruge udnævnelserne til at tiltrække flere gæster til vores attraktion. Andre gæsters meninger betyder meget for forbrugerne, udtaler marketingchef i Nordsøen Oceanarium, Sylvia Berglund.
Nordisk mester i fisk
Tidligere på året kårede brugerne af det svenske feriesite ”Barnsemester.se” Nordens bedste attraktioner. Her vandt Nordsøen Oceanarium kategorien Nordens bedste akvarium, med Kattegatcentret i Grenaa på en andenplads og Atlanterhavsparken i Ålesund, Norge, på en tredjeplads.
Nordsøen Oceanarium har været nomineret til prisen flere gange før og har også vundet den i 2014.
- Vi arbejder konstant på at forbedre kvaliteten af vores attraktion, så vores gæster i alle aldersgrupper er garanteret en god oplevelse ved at besøge Nordsøen Oceanarium. Vi laver nye oplevelser for vores gæster hvert år, og personalet gør en kæmpe indsats for at formidle livet i Nordsøen. Jeg er overbevidst om, at det arbejde afspejles i de fine kåringer som tidligere på året Nordens og nu Danmarks bedste akvarium, siger oceanariets direktør, Karl Henrik Laursen.