Dialysepatienter får 40" fladskærm og cykler verden rundt fra Hjørring
Foto: Lene Pedersen, Aalborg Universitetshospital
Patienterne kan vælge mellem 40 cykelruter.
Fredag indvies Danmarks mest moderne dialyseafsnit i Hjørring. Hver patient har sengecykel og fladskærm, hvor de kan se ruterne.
Når man er dialysepatient, foregår en stor del af døgnets timer på sygehuset. Og måske bliver det lidt sjovere fremover for patienterne på dialyseafsnittet i Hjørring.
Her har de længe haft sengecykler, så patienterne kan holde gang i kroppen, når de får renset blodet. Men som noget helt nyt får alle 16 senge en 40" fladskærm, der kan kobles sammen med sengecyklen, og dermed kan patienterne tage på sviptur til Central Park i New York eller cykle i de schweiziske bjerge.
Lige nu er der over 40 ruter at vælge mellem, mens flere er på vej.
- Patienterne kan se, hvor de cykler hen, og på den måde have et start og mål for deres anstrengelser og samtidig opleve lidt undervejs, siger afsnitsledende sygeplejerske, Gitte Klitgaard.
Der er ikke tale om en film, der bare bliver afspillet på skærmen. Sengecyklen og fladskærmen er koblet sammen, så man kan overhale andre ryttere, hvis man vil.
- Alle får registreret, hvor mange kilometer de har cyklet, hvilket er en stor motivationsfaktor, siger Gitte Klitgaard.
For dialysepatienter, som ikke har mulighed for - eller lyst til - at cykle, kan skærmen bruges til at se film og serier på Netflix eller surfe på nettet.
- Patienterne bruger rigtig meget tid hos os - de fleste er her 3 x 4 timer om ugen, så det er vigtigt, at de kan bruge tiden konstruktivt, hvis de ønsker det, siger Gitte Klitgaard.
Det har kostet 500.000 kroner at opgradere afsnittet, og pengene er kommet fra donationer fra fonde og fra private erhvervsfolk.
Det nye afsnit indvies fredag.