Færre unge rygere i fremtiden

Hjørring Kommune har netop indgået en partnerskabsaftale om Røgfri Fremtid sammen med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden.

Hjørring Kommune har underskrevet en aftale om, at man som kommune vil arbejde for, at færre børn og unge i fremtiden vil begynde at ryge. 

- Jeg er virkelig glad for, at vi nu får sat fokus på det her område. Rygning har store helbredsmæssige konsekvenser – især i forhold til forekomsten af kræft. Derfor er det særligt vigtigt at undgå, at unge begynder at ryge, siger formanden for børne- fritids- og undervisningsudvalget, Mai-Britt Beith (Soc.Dem.).

Visionen i Røgfri Fremtid er, at der i 2030 skal være de første røgfrie generationer, hvor ingen børn og unge under 18 år og færre end 5 pct. af den voksne befolkning ryger.

Som partner i Røgfri Fremtid forpligter Hjørring Kommune sig til at støtte visionen og tilslutte sig Røgfri Fremtids hovedbudskaber, som blandt andet betyder, at børn og unge har ret til at vokse op uden røg, og der bliver færre ryger og derved færre, der bliver syge af tobaksrøg.

- Vi har et fælles ansvar for at skabe en røgfri fremtid for vores børn og unge. For at nå i mål er det afgørende, at vi samarbejder, og at målgrupperne selv er med til at finde løsningerne. Derfor skal vi i dialog med de unge, deres forældre og skolerne om, hvor vi skal sætte ind. Et initiativ kunne være at indføre røgfri skoletid – det er et af de forslag, vi vil kigge nærmere på i den kommende tid, siger Mai-Britt Beith.

Også Kræftens Bekæmpelse er begejstret for aftalen, man har indgået med Hjørring Kommune.

- I lokalforeningen er vi glade for, at Hjørring Kommune nu bliver en del af Røgfri Fremtid. Vi ved, at der hver dag er 40 børn og unge, der begynder at ryge. Det er en kedelig tendens, som vi gerne vil have stoppet. Derfor er vi glade for, at kommunen nu går aktivt ind i kampen for at give børn og unge de bedste muligheder for et røgfrit liv. I lokalforeningen bidrager vi desuden gerne til kommunens arbejde med at skabe røgfrie miljøer for de unge, siger Else Nørby fra Kræftens Bekæmpelses lokalforening.


Seneste nyt

fra Nordjylland