Flis selvantændte i lagerhal
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En bunke flis selvantændte i en lagerhal i Poulstrup mandag eftermiddag.
Brandfolk fra Sindal, Hjørring og Brønderslev måtte rykke ud, da der opstod brand i en lagerhal ved Poulstrup.
Der var talstærk udrykning, men heldigvis viste det sig at være en overskuelig opgave for brandfolk fra Sindal, Hjørring og Brønderslev, som mandag eftermiddag klokken 16 måtte rykke ud til en lagerhal på Gl. Rønnebjergvej i Poulstrup, hvor der var udbrudt brand.
- Der lå noget flis i hallen, som var selvantændt. Det røg kraftigt inde fra hallen, men umiddelbart er der ikke sket brandskader på bygninger, og ingen mennesker var i fare, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.
Brandfolkene fik taget flisen ud af lagerhallen, hvor det kunne slukkes uden fare for at antænde bygningerne.