Fortuna Hjørring kæmpede sig videre i CL

Det afgørende mål faldt med kun et minut tilbage af den forlængede spilletid.

De skulle bruge 120 minutter, men de gjorde det. Fortuna Hjørring vandt onsdag aften 3-1 over Athletic Bilbao og kæmpede sig videre i kvindernes Champions League, hvor næste udfordring bliver 1/8-finalen.

En sejr var eneste udfald, der sendte kvinderne videre i den bedste europæiske klubturnering, og Fortuna fortjente også sejren. Efter 49 minutter bragte Nevena Damjanovic Fortuna Hjørring foran, og efter 2-1 i første kamp var det resultat nok til at sende nordjyderne videre. Athletic ville det dog anderledes og efter 69 minutter udlignede spanierne.

Fortuna kæmpede sig dog tilbage i kampen, lagde et massivt pres på Bilbao i kampens sidste 10 minutter og fik efter 84 minutter scoret til 2-1 på mål af Camilla Larsen. Den stilling holdt til slutfløjtet og dermed måtte holdene ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid. 

Ganske længe så det ud til, at der også skulle straffesparkskonkurrence til, før opgøret ville blive afgjort, men brasilianske Tamires ville det anderledes, og med kun godt et minut til slutfløjtet scorede hun til 3-1 og sendte Fortuna Hjørring videre i turneringen.

- Det er jo fantastisk. Helt inde i overtiden og score et minut før tid. Jeg havde faktisk lige stået og snakket om hvem der skulle sparke straffespark, men den plan fik Tamires heldigvis lavet om på, så vi ikke fik brug for den, sagde cheftræner Brian Sørensen efter kampen.


Seneste nyt

fra Nordjylland