Fortuna-træner før storkamp mod City: Det er en kæmpe klub
Se her hele interviewet med Fortuna Hjørrings træner Brian Sørensen.
Fortunas træner Brian Sørensen kan godt mærke presset. Klubben skal torsdag møde den engelske storklub Manchester City i kvindernes Champions League.
Torsdag spiller Fortuna Hjørring kvartfinale i kvindernes Champions League mod engelske Manchester City på Hjørring Stadion. Fortunas træner Brian Sørensen ser frem til aftenens kamp, der bliver den største i klubbens historie.
- Det bliver nogle af de sværeste kampe vi nogensinde har spillet, i hvert fald i min tid i Fortuna, siger Fortunas Brian Sørensen.
Dansk kvindefodbold har ikke en nær så stor rolle hos danskerne som herrefodbold, men træner Brian Sørensen understreger, at kampen mod Manchester City kan sammenlignes med nogle af de største kampe inden for dansk herrefodbold.
- Det svarer jo til, at FCK møder Ajax, det er jo på det niveau. Og hvis FCK var heldig at være med i Champions League og skulle spille mod Barcelona eller Manchester United, eller Manchester City på herresiden, så er det jo det niveau, vi snakker om, det bliver ikke større. Og ovenikøbet har de lige købt verdens bedste spiller sidste år Carli Lloyd, så det fortæller bare lidt om, hvor mange ressourcer de har, siger træner i Fortuna Brian Sørensen.