Fyret flytter: Sand kan kaste grus i flytningen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Stor mængder sand flyttes hver dag ved Rubjerg Knude, og det kan gøre flytningen af fyret besværlig.
Sandfygning er den størst udfordring, når Rubjerg Knude Fyr skal flyttes om 3 uger. De dyre maskiner, som skal flytte fyret er sårbare overfor sandfygning, og fygning kan udsætte processen.
Sandet ved Rubjerg Knude kan ikke tæmmes. I mere end 100 år har det skabt problemer ved Rubjerg Knude Fyr, og sandet er også i dag en stor udfordring for murermester Kjeld Pedersen, når han skal flytte det 120 år gamle fyr.
- Hvis der er sandfygning på flyttedagen, så kommer det ikke til at køre, fordi de rulleskøjter, som skal løfte fyret er voldsomme dyre, og de lejer der er på dem er bronzelejer, og hvis der blæser sand ind på dem, så går de istykker, da de skal bære på den tunge vægt, forklarer Kjeld Pedersen.
Kjeld Pedersen og hans folk har i arbejdet på at flytte fyret i 1 1/2 måned. I den periode er store mængder sand forsvundet fra klitten på nordsiden af fyret.
- Nogen steder går det virkelig stærkt, siger Kjeld Pedersen.
3 meter blæst af skrænten
Skrænten på nordsiden af fyret er nu så skrå, at når det blæser fra vest eller nordvest, så forstærkes vinden, og det sætter ekstra gang i sandflugten fra klitten.
- Faktisk er der på nordsiden forsvundet 3 meter i højden på grund af, at vinden har taget sand, siger Kjeld Pedersen.
Fyret hænger i dag næsten bogstavelig talt ude på kanten. Om 3 uger flytter det 80 meter ind mod land, hvor sandet lige nu lægger sig.
Kjeld Pedersen og hans folk er i gang med at fjerne de sidste rester af ruiner fra de gamle boliger omkring fyret. Et arbejde som har været mere omfattende end forventet, da der i ruiner har været gemt meget gammelt affald i træ, jern og plastik.
I alt er der kørt 500 tons beton-dele værk fra området plus 50 tons træ- og plastikaffald.