Galleri: Juleløb med god samvittighed

Iført nissehuer og løbesko var omkring 60 friske deltagere med til at samle penge ind til Ghana ved Julepakkeræs 2015.

Ved Vittrup Centret nær Løkken havde den gode julestemning for alvor indfundet sig søndag. Omkring 60 deltagere - alle iført nissehuer - løb, gik og raflede sig gennem Julepakkeræs 2015. Her blev der løbet runder af 1 kilometer omkring Vittrup Centret, og for hver runde skulle der rafles om gaver i det store pakkespil.

En sekser betyder, at man må tage en pakke, mens en etter betyder, at man skal løbe en runde med pakken, og så skal der fart i løbeskoene, for bliver man overhalet, så må den hurtigere løber stjæle pakken.

Alt sammen foregik det i hyggelig julestemning, men der var også en snert af alvor. Deltagergebyret til julepakkeræset går til to forskellige projekter i Ghana. Løbsarrangør Lisbet Hansen rejser selv til det Afrikanske land i januar, hvor hun skal være med i to drikkevandsprojekter.

- Vi har et projekt nede i Accra nede i nogle slumområder, hvor vi skal lave en gravebrønd, fordi de ikke har adgang til ordentligt, rent drikkevand. Når vi er færdige med den, rejser vi op nordpå, op i de meget meget tørre områder ved grænsen til Burkina Faso. Der skal vi bygge en stor vandtank til opsamling af regnvand, for der kan vi ikke grave efter grundvand, fortæller Lisbet Hansen.

Drikkevandsprojektet bliver en realitet i samarbejde med Jesper Jensen fra Dewellop, som tidligere har bryyget brønde i Ghana. Det andet ghanesiske projekt, der får del i pengene er et familiecenter, som Lisbet Hansen tidligere har været frivillig ved, og som er drevet af organisationen From Heart to Hand. De skal blandt andet i gang med et byggeprojekt, og har også brug for penge til børnenes skolegang. Stifter af familiecentret, Liane Løth glæder sig over at der denne søndag bliver tænkt på hendes projekt.

- Det betyder helt vildt meget. Først og fremmest betyder det, at der kommer nogle penge, som vi kan komme helt vildt langt for, og dernæst betyder det, at der er en helt ny gruppe mennesker, som kommer til at høre om vores organisation, og som måske senere kunne tænke sig at være fadder og hjælpe et barn i Ghana, siger Liane Løth.

Lisbet Hansen samler også ind til drikkevandsprojektet ved at holde foredrag og med sponsorer, som spytter i kassen, når hun selv snører løbeskoene. Hun regner med at kunne rejse til Ghana med mellem 25 og 30.000 kroner til januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland