Gerningsmænd sprænger hæveautomat: Politiet søger vidner

En hæveautomat ved Sparekassen Vendsyssel i Lønstrup blev natten til lørdag sprængt. Politiet efterlyser vidner, der har set en mørk personbil i Lønstrup-området.

Der lød et ordentlig brag ved Sparekassen Vendsyssel i Lønstrup natten til lørdag. Endnu ukendte gerningsmænd sprængte 03:20 bankens hæveautomat. Sprængningen medførte knuste ruder i bygningen og en meget medtaget hæveautomat. 

 
 
Foto: Per F. Paulsen

- Det er gas, der er brugt til at fremkalde sprængningen. Der er også efterladt gasflasker på gerningsstedet, siger vagthavnede ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.

Gerningsmændene forlod banken i Lønstrup i ukendt retning i en mørk personbil. Nordjyllands Politi er lørdag formiddag til stede på gerningsstedet og fortsætter med de tekniske undersøgelser.

Sprængningen udløste dog intet udbytte for gerningsmændene.

- Hæveautomaten blev ikke fjernet fra stedet, så de har ikke umiddelbart fået noget udbytte med sig fra stedet, siger Bruno Brix. 

Nordjyllands Politi hører meget gerne fra personer, der har hørt sprængningen eller har set en mørk mistænkelig personbil i Lønstrup-området i de sene aftentimer. 

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland