Havde 500 gram amfetamin i hjemmet
Foto: Ib William Christensen
Retten i Hjørring valgte torsdag eftermiddag at varetægtsfængsle en 33-årig mand fra lokalområdet i fire uger.
En 33-årig mand er torsdag ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Manden er sigtet for at have været i besiddelse af 500 gram amfetamin på sin bopæl i en mindre by uden for Hjørring.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men inden da blev sigtelsen læst op og den sigtede forholdt sig til den.
Ifølge anklager Søren Riis Andersen fra Nordjyllands Politi erkendte manden delvist, men da hans forklaring derudover blev afholdt for lukkede døre kan anklageren ikke fortælle hvad manden ikke kunne erkende i forhold til forbrydelsen.
Retten i Hjørring valgte at varetægtsfængsle den 33-årige i fire uger. Den afgørelse kærede han med det samme til landsretten.
Fakta om amfetamin
Amfetamin kaldes populært speed og er det af de almindeligt kendte stimulerende stoffer, der er mest almindeligt.
Stoffet er kemisk fremstillet og findes som pulver, piller og kystaller. Amfetamin kan sniffes, drikkes, spises eller sprøjtes direkte ind i blodårene.
Amfetamin virker stimulerende på menneskets centralnervesystem og kan give en fornemmelse af energi, overskud og selvtillid. En person på speed er aktiv, udadvend og selvcentreret.
De synlige tegn på en amfetaminrus er udvidede pupiller, rastløshed og uro, eventuelt trækninger i ansigtet, grove bevægelser eller gentagelse af de samme bevægelser. Rusen varer i fire til seks timer.
En person, der er påvirket af amfetamin har en meget kort lunte og har en lav tærskel for paranoia, vrede og vold. En amfetaminrus følges af eftervirkninger hvor kroppens undertrykte følelser og behov vender tilbage for fuld styrke.
Menneskekroppen vænner sig til amfetamin, så hvis man bruger stoffet jævnligt, skal der stadigt større mængder til for at opnå en rus. Efter nogen tids brug indtræder abstinenssymptomer når man ikke får stoffet. Det er typisk rastløshed, angst, uro, mistænksomhed, nedtrykthed og aggression.
Kilde: Sundhedsstyrelsen