Hirtshals holder traditionen: Slår havkatten af tønden
Foto: Joakim Brader
I Hirtshals holdes der fastelavn lidt anderledes end i resten af Danmark - nemlig i vandet.
Traditionen har eksisteret lige siden 1993, og igen i år hoppede Hirtshals fiskere i redningsdragterne for at slå katten af tønden i havnen.
Oprindeligt kom idéen af, at fiskerne skulle teste om deres sikkerhedsdragter nu også fungerede, hvis et uheld var ude. Det er nu blevet til et større tilløbsstykke, hvor alle strømmer til for at se fiskerne plaske rundt med bat og tønde i havnen.
- Jeg ved ikke, hvad det er, det bliver bare et større og større arrangement, og vi ved, at der er folk, der kører langt for det her arrangement, og vi reklamerer egentlig ikke for det andet end på Facebook, og så går det fra mund til mund, så det er et godt arrangement, siger Claus Olsen, der er medarrangør og redningsmand i havnen.
Måske er det tanken om noget at varme sig på efter showet, der får de mange mennesker til at møde op. For når havkattekonge og havkattedronning er fundet blandt fiskerne, bydes alle fremmødte på fiskefrikadeller og fastelavnsboller på kajen.
- Det helt store hit, det er at slå katten af tønden, og så er det ind på redningsstationen til en øl og fisk. Vi har stegt tusind fiskefrikadeller, så det er bare ind og spis, siger Claus Olsen, der er redningsmand i havnen og medarrangør.
Se hvordan fiskerne svømmende med sikkerhedsdragt bar sig ad med at slå tønden i havet.