Indbrud i Sindal: Kvinde vækket af tyv i stuen

Nordjyllands Politi har anholdt fire indbrudstyve i Sindal natten til fredag.

Da en kvinde i Sindal vågnede ved tre-tiden natten til fredag, var det ikke fordi vækkeuret ringede. I stedet stod der en mand i kvindens stue.

Manden stak af, og kvinden kontaktede straks Nordjyllands Politi.

- Vi får en patrulje derop, som fanger tre gerningsmænd med tyvekoster, siger vagtchef Jess Falberg.

Politihundene var også med i Sindal, og efter at have fulgt spor på omkring fem kilometer fik hundene snuset sig frem til en fjerde gerningsmand, som også blev anholdt.

Tyvekosterne i bilen stammede umiddelbart kun fra kvindens hjem, så politiet vurderer ikke, at de fire gerningsmænd har været på besøg flere steder i nattens løb.

Der er tale om fire asylansøgere fra Sandholmlejren, som nu er sigtet for tyveri. Politiet undersøger desuden, hvorfor de var i Sindal.


Seneste nyt

fra Nordjylland