Lynfødsel i Nordsøen Oceanarium

Nordsøen Oceanarium blev torsdag aften en sæl rigere. Og en heldig ansat fik lov at opleve fødslen.

Torsdag aften oplevede informationsmedarbejder på Nordsøen Oceanarium Peter Bronton noget meget specielt. En sælfødsel.

At sælerne i Nordsøen Oceanarium formerer sig i fangenskab er ikke det specielle, for det har man altid haft held med i Nordsøen Oceanarium. Det specielle er, at Peter Bronton fik lov at overvære det. Sæler ynder nemlig at føde i fred og ro, og hvor der ikke er risiko for forstyrelser. Denne gang var der dog slet ikke tid til at finde ro.

Peter Bronton var igang med at lukke akvariets faciliteter ned, men da han kom forbi det udendørs sælanlæg stoppede han op. Han kunne se at Maria - en 11 år gammel spættet sæl - lå på land og opførte sig underligt. Han blev stående og kiggede, og da Maria vendte sig om, kunne han pludselig se, at hun var igang med at føde. 15 minutter senere fødte Maria en velskabt unge.

- Det gik så stærkt, at jeg først bagefter reflekterede over hvad der egentlig skete, og løb ind efter et kamera. Jeg er klar over at det nok er en ”once in af lifetime”-oplevelse og føler mig meget heldig og taknemlig for at jeg fik det at se, siger Peter Bronton om episoden.

quote Jeg er klar over at det nok er en ”once in af lifetime”-oplevelse og føler mig meget heldig og taknemlig for at jeg fik det at se

Peter Bronton, informationsmedarbejder, Nordsøen Oceanarium

Fødslen torsdag var Marias anden. Den lille unges far er den 12-årige Thor, der på billedet ovenfor kan ses betragte Maria og den lille ny.

Sælunger vejer 8-10 kilo ved fødslen og er helt mobile fra start. Det er ikke unormalt at ungen hopper i vandet mens den nybagte mor kommer til hægterne på land, og det var også tilfældet i Hirtshals torsdag aften hvor ungen 15 minutter efter den var blevet født, plaskede rundt i det 800.000 liter store akvarium.

Fakta: Sæler i Danmark - og Nordsøen Oceanarium

  • Der er to arter sæler i Danmark. Den spættede sæl, som er den mest almindelige, og gråsælen.
  • Spættede sæler får unger sidst i juni - først i juli.
  • I naturen bruger ungerne meget tid på at ligge og hvile på stranden, mens moren er ude og jage, eller holder øje med dem på afstand ude i vandet, når hun ikke dier ungen. Derfor kan det ofte se ud som om ungen er forladt, men dette er langtfra altid tilfældet. Man skal selvfølgelig holde sig på god afstand af en sælunge på stranden, så man ikke skræmmer moren væk eller måske får et bid af den lille der har skarpe tænder og masser af grimme bakterier i munden!
  • Sælmælk har en fedtprocent på over 50%, og det betyder at sælungen tager ca. 1 kg på – om dagen!
  • Det er kun ca. halvdelen af alle sælunger født i naturen der overlever det første år. Mange går til af sult eller sygdom, og det kan jo være svært at lære at fange fisk.
  • På Nordsøen Oceanarium får de små sælunger særbehandling, så når dieperioden på omkr. 4 uger er forbi, så bliver de små tilbudt stykker af sild, så de kan lære at spise fisk.
Kilde: Nordsøen Oceanarium

 


Seneste nyt

fra Nordjylland