Mand satte ild til sin udestue med ukrudtsbrænder

Nordjyllands Politi advarer om brug af ukrudtsbrændere efter uheldig episode i Hirtshals.

En mand fra Hirtshals kom galt afsted, da han ville brænde ukrudt af i sin have. Det endte nemlig med, at han fik sat ild til sin egen udestue.

Ilden bredte sig både indvendig og udvendig, da udhuset var beklædt med træ. Manden fik tilkaldt brandvæsnet, men fik dog selv det meste af ilden under kontrol inden beredskabet nåede frem.

Nordjyllands Politi var også involveret i situationen med den brændende udestue, og manden fra Hirtshals kan nu se frem til en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven, ofte forbundet med en bøde på 3000 kroner.

- Vi ser det desværre jævnligt, særligt i denne tid. Der skal tit fjernes ukrudt op af bygninger, og det skal man altså have mere respekt for, end vi ofte ser. Ind imellem glemmer folk, at tjekke efter. Man går videre og kan ikke se, at det brænder. Vi ser det så tit, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, der samtidig understreger, at det er noget, man har særligt fokus på i disse måneder.

- Vi er særdeles opmærksomme på det. Vi kører ud til de ting, der er - og vi giver bøder for det, hvis det kræves. En gang imellem går det jo helt galt og der ryger et hus på det, siger han til TV2 Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland