Foto: Per Frank Paulsen

Narkobilist kørte hasarderet: Satte flere liv på spil

En ung mand var tæt på at ramme fodgængere, da han kørte vildt rundt på havnen i Hirtshals.

En ung mand blev natten til lørdag stoppet på havnen i Hirtshals efter at have kørt hasarderet rundt. Nordjyllands Politi får anmeldelsen kort efter midnat, og patruljen får hurtigt stoppet den 21-årige, der kørte uforsvarligt rundt på havnen.

- Han overtræder flere færdselslove og kører meget tæt på nogle fodgængere, så derfor er han sigtet efter flere paragraffer, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.

Den unge mand er sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven og for at sætte andres liv og førlighed i fare med sin hasarderede kørsel.

Manden blev anholdt og taget med på stationen. Her har en blodprøve afsløret, at han var påvirket af stoffer under den dårlige kørsel. Han bliver i løbet af lørdag løsladt igen, oplyser politiet.