Norsk mand faldt over bord fra færge fra Hirtshals

En norsk mand forventes omkommet, efter han faldt over bord fra færgen MS Stavanger natten til lørdag.

En redningsaktion, der blev igangsat for at lede efter en norsk mand, der faldt over bord fra færgen MS Stavanger natten til lørdag, er nu indstillet. 

Det oplyser vagtchefen hos Hovedredningscentralen Sør-Norge Johan Mannsåker lørdag morgen.

Meldingen om hændelsen kom klokken 00.30 natten til lørdag, og den norske redningstjeneste har indtil klokken fem i morges ledt efter manden. Men nu er redningsaktionen indstillet, fordi man ikke forventer at finde manden i live længere.

- Han faldt meget højt oppe fra, og nu er sagen givet videre til politiet, der vil lede efter hans lig, siger Johan Mannsåker. 

Færgen var sejlet fra Hirtshals til Bergen via Stavanger, og manden faldt over bord ud for Mandal i Norge. Da det blev opdaget, vendte færgen om, og der blev foretaget nødopkald. Herefter blev der sendt redningshelikoptere fra Sola og redningsbåde fra Mandal og Farsund. 

Færgen fik senere grønt lys til at sejle videre mod Stavanger. Omstændighederne omkring hændelsen står endnu ikke klart.

Færgen MS Stavangerfjord har plads til 1500 passagerer og 600 biler.


Seneste nyt

fra Nordjylland