Peter Schrøder stopper som kunstnerisk leder
Foto: Ivan Hansen
I 12 år har Peter Schrøder stået i spidsen for Vendsyssel Teater, men nu venter nye udfordringer.
Efter 12 år i ledelsen stopper Peter Schrøder på Vendsyssel Teater. Han bliver konsulent på teatret og satser på at skulle instruere en ny, stor spillefilm.
Efter at have stået i spidsen for utallige opsætninger på Vendyssel Teater er det nu slut for Peter Schrøder, som stopper som kunstnerisk leder på Vendsyssel Teater.
Han kom til Nordjylland i 2005 og har altså været en vigtig del af teatret i 12 år, men nu bakker den 71-årige skuespiller, instruktør og teaterleder altså ud.
- Vi er ikke kommet sovende til vores succeser. Det har været 12 fantastiske år, men nu har jeg altså også aftjent min nordjyske værnepligt, siger Peter Schrøder.
Han bliver fremover tilknyttet Vendsyssel Teater på konsulentbasis, og hvis alt falder på plads, skal Peter Schrøder til næste år være instruktør på en stor spillefilm.
Torsdag 14. december bliver Peter Schrøders afgang markeret ved en afskedsreception på Vendsyssel Teater.