Robot med streger: Hjørring-drenge får økonomisk saltvandsindsprøjtning

Hjørring-virksomheden Intelligent Marking, der er verdens første og største med en robot til opstregning af sportsanlæg, tiltrækker et tocifret millionbeløb i investering fra entreprenør Johnny Laursen, der blandt andet er kendt for og blev rig på salget af Benjamin Media

Johnny Laursen vælger at engagere sig i Intelligent Marking, fordi han ser et kæmpe og indlysende potentiale i den patenterede opstregningsrobot Intelligent One.

Han betegner det unge team i Intelligent Marking som fantastiske iværksættere. For sin investering på et tocifret millionbeløb får Johnny Laursen en ejerandel på 10 pct. af virksomheden.

Johnny Laursen påpeger, at Intelligent One robotten er en af den slags produkter, som får en til at tænke: Hvorfor pokker er der ikke nogen der har gjort det noget før. Det virker så indlysende, og han påpeger, at det er den type innovation, der klarer sig godt.

- Jeg gør det her, fordi jeg er sikker på, at det er en rigtig god investering. Jeg har fulgt dem i nogle år, og jeg elsker de her drenge og alt den energi, ydmyghed, iderigdom og arbejdsomhed, de lægger i det. De har allerede overvundet mange udfordringer og er kommet styrket ud af det. Jeg er vild med at blive en del af dette her, siger Johnny Laursen, CEO i Benjamin Capital.

Johnny Laursen er ikke den eneste, der gerne vil investere i Intelligent Marking. I forvejen har virksomheden tiltrukket et særdeles stærkt team af investorer, som sikrer finansielle muskler til at cementere og udbygge forspringet på et helt jomfrueligt marked: Jacob Risgaard, Coolshop, Mikkel Jacobsen, Carsoe samt Henrik Jørgensen, Rævskær Holding, der fungerer som bestyrelsesformand.

Intelligent Marking, stiftet og ledet af Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen, er i fuld gang med at indtage og automatisere et globalt milliardmarked af sportsanlæg, der i dag opstreges manuelt.

Nu tredobles staben i robotvirksomheden for yderligere at accelerere salgsindsatsen i hele verden.

- Vores kunder kan slet ikke undvære Intelligent One når de først har prøvet den automatiserede opstregning, fordi det er sådan en stor aflastning i dagligdagen. Vores kunder har helt op til 250 boldbaner, som de løbende opstreger på deres sportsanlæg. De vælger blot sportsgren og banetype, og trykker på en knap, hvorefter robotten kører fra bane til bane og sikrer nøjagtige og præcise linjer til sportsfolket,  siger Anders Ulrik Sørensen og fortsætter:

- Nogle af vores kunder har dokumenteret besparelser på op mod 70 pct. om året.

 

 

Intelligent Marking har hovedkontor i Hjørring og datterselskab i USA. I dag tiltrådte 12 nye ansatte i det amerikanske selskab.

Om en måned flytter hovedkontoret fra de nuværende lokaler i Hjørring på 450 til 3.000 kvadratmeter med yderligere 10.000 kvadratmeter udendørs arealer.

Andreas Ydesen, CEO i Intelligent Marking, glæder sig blandt andet til at få en fodboldbane lige uden for det nye domicil i Hjørring. 

- Her kan vores robotter demonstrere alt, hvad de kan, og vi kan også teste nye funktioner lige uden for døren, hvilket øger vores effektivitet markant. I samme ombæring udstråler det nye domicil den kvalitet, som vi ønsker at signalere overfor vores kunder og ikke mindst den kultur, vi har skabt i virksomheden, siger han.

Robotten kan opstrege alle slags sportsbaner; Intelligent One kan let indstilles til at opstrege baner til amerikansk fodbold, løbebaner, baseball, rugby, hockey, lacrosse og meget andet. Intelligent One har derfor taget verden med storm og anvendes i dag på en bred vifte af sportsarenaer i hele Europa, USA, Australien og Japan. Blandt de prominente brugere er også klubber i NFL-ligaen.

Fra skoleprojekt til verdensfirma

Intelligent Marking blev født som et skoleprojekt i 2014 af Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen. Siden har de to iværksættere vundet en lang række priser for udviklingen af opstregningsrobotten Intelligent One og for udviklingen af deres virksomhed på internationalt plan. I dag tæller staben i Danmark og USA 25 ansatte.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland