Sidste dag i caféen: Venligboerne flytter til nye lokaler

Venligboerne lukkede søndag Café Venligbo på P Nørkjærs Plads på grund af få for besøgende i for store lokaler. Til februar genåbner caféen med nye åbningstider i Østergade.

Søndag eftermiddag blev den sidste sang sunget og den sidste kop kaffe skænket i Café Venligbo på P Nørkjærs Plads i Hjørring.

På grund af for få besøgende og for store lokaler lukker caféen nemlig ned, oplyser stifter af Venligboerne, Merete Bonde Pilgaard. Men lukningen af den to år gamle café er heldigvis ikke permanent - til februar genopstår Café Venligbo i nye lokaler i Østergade 9, til den tid dog kun med én ugentlig åbningsdag, torsdag fra 14 til 18. 

Men værdierne i caféen vil være de samme som altid.

- Caféen er et sted, drevet af frivillige, hvor man kan gå ind, hvis man har lyst til at møde nye mennesker - og hvor man med sikkerhed vil blive mødt venligt i døren. Det kan være, man er ny i byen eller bare har lyst til at være en del af et varmt fællesskab. Når man møder hinanden med den venlighed og nysgerrighed, Venligboerne står for, får man en anderledes og værdifuld samtale med nærvær, siger Merete Bonde Pilgaard.

Færre besøgende efter stramninger

Flytningen af caféen kommer i kølvandet på regeringens stramninger på udlændingeområdet. Helt konkret kommer der ikke nær så mange flygtninge og asylansøgere til Nordjylland og Hjørring som tidligere, og det kan mærkes på besøgstallet i Café Venligbo. 

quote Det handler stadig om det, det handlede om fra start - nemlig en venlighed mellem mennesker helt generelt.

Merete Bonde Pilgaard, Venligboerne

Det betyder også, at lokalerne på P Nørkjærs Plads, som Hjørring Kommune støttede økonomisk, er blevet for store at holde rene for de frivillige. Og derfor giver det mening at flytte caféen til mindre og mere centrale lokaler, som Venligboerne fremover skal dele med Stop Spild og Rådgivning til yngre demente.

- Mange har gennem tiden troet, at Venligboerne kun handler om at møde flygtninge venligt. Det er ikke rigtigt. Venligboerne havde jo sin oprindelige start i et sundhedsfremmende projekt, netop i Hjørring, og det handler stadig om det, det handlede om fra start - nemlig venlighed mellem mennesker helt generelt, siger Merete Bonde Pilgaard.

Venlighed på plakaten

Udover den ugentlige åbningsdag hver torsdag vil Café Venligbo også afholde forskellige annoncerede arrangementer, blandt andet fællessang, fællesspisninger, musikaftener, særlige kvindeaftener og fordybelsesaftener. 

Fælles for arrangementerne er netop venligheden, og på fordybelsesaftenerne bliver der sat fokus på, hvordan alle kan blive bedre til at være venlige over for sig selv og andre. 

- Vi vil i det hele taget gerne grave et spadestik dybere i forhold til at forstå venligheds store betydning for menneskers trivsel generelt, forklarer Merete Bonde Pilgaard.

Den endelige åbningsdag for den nye udgave af Café Venligbo er endnu ikke fastlagt.


Seneste nyt

fra Nordjylland