Sommerferie: Airbnb for hunde hitter
Foto: Lars Christoffersen
Det er ferietid, og mange af os skal have passet hunden. De senere år er det blevet stadig mere populært at sende Fido i en privat pasning.
”Far og mor” er rejst på sommerferie. Nu er den seks måneder gamle cokerspanielhvalp, Otto, ”sommerferiebarn” i tre uger i en privat pasning lidt udenfor Hjørring. Et tilbud, der er rift om.
- Jeg er begyndt, at sige nej til at passe flere hunde her i sommerferien. Jeg har seks hunde at se efter, når jeg har flest, siger Ann Djurhuus, der er privat hundepasser lidt udenfor Hjørring.
Ann Djurhuus er med i den deleøkonomiske online-ordning Dogley, hvor hundeejere kan få passet deres pelsede kæledyr på fire ben i private omgivelser fremfor en traditionel hundepension. For to år siden havde Dogley siden 3.000 registrerede hundepassere. Nu er der 16.000 hundepassere.
- Jeg ville aldrig selv få passet min hund i en hundepension. Der skal den bo i et bur, og der er alt for meget larm, når der er mange hunde samlet, siger Ann Djurhuus.
Folk betragter hunden som et barn
På den traditionelle hundepension, Odden-Mygdal Hundecenter, forstår de godt, hvorfor der dukker stadig flere private tilbud op.
- Der er jo sket den ændring, at folk i stor stil er begyndt at betragte deres hund som et barn eller en baby. Det kan godt være hundene her bor i bure, men vi lufter dem tre gange dagligt, og de får masser af stimuli, siger den daglige leder, Birte Roest, til TV2 Nord.
Mens Ottos ejere ferierer i det spanske, så optager Ann Djurhuus små videofilm, som hun sender afsted til ejerne - for ligesom at dokumentere at Otto har det godt herhjemme.
- Så laver jeg et eller andet med hundene, så ejerne kan se, at deres hund trives her hos os, fortæller Ann Djurhuus.
I den private pasningsordning betaler Ottos ”far og mor” 175 kroner i døgnet. På Odden Mygdal Hundecenter havde det kostet 130 kroner i døgnet.