Sophie samler ind for sin døde far: "Vi ved ikke, om vi er her i morgen"
Det er barsk at være pårørende til en kræftpatient. Det fandt Sophie og Anders ud af, da deres far sidste år fik konstateret kræft og siden døde af sygdommen.
27-årige Sophie Brix Kjelgaard har en helt særlig grund til at samle ind under Knæk Cancer-ugen - sidste år mistede hun sin far til kræften.
Tidligt om morgenen den 23. december 2016 døde Ole Brix Kjelgaard. I næsten et år havde han levet og kæmpet med diagnosen lymfekræft, en sygdom der til sidst sendt ham på hospice i Frederikshavn. Da var han kun en skygge af sig selv, udtæret, mager og skaldet.
Alligevel kom det som et chok for Sophie Brix Kjelgaard og hendes bror Anders Brix Kjelgaard, at deres far skulle dø lige dér i hospicesengen. Så hurtigt.
- Det var slet ikke noget, jeg så komme lige dér. Vi havde fået at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere, så vi vidste jo godt, at far skulle dø. Men jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt, husker Sophie Brix Kjelgaard om den lillejuleaftensdag, der fik resten af julen og nytåret til at forsvinde i en tåge af tårer og savn.
I dag ligger Ole Brix Kjelgaard på kirkegården i Hirtshals under en fin lille sten, og livet er på sin vis gået videre. Men for 27-årige Sophie har det at miste sin far til kræft givet hende et nyt mål - at hjælpe med at sørge for, at andre ikke skal lide det samme tab til kræften.
Derfor har hun i anledning af Knæk Cancer-ugen startet sin egen indsamling på TV2's hjemmeside. Hendes mål er at samle 15.000 kroner ind, som skal gå til forskning i sygdommen og måske i sidste ende et gennembrud, så lægerne kan knække koden og redde endnu flere kræftsyge patienter.
- Min far var en fantastisk mand, kærlig, generøs, hjælpsom, sjov, ydmyg - ja, bare helt igennem et fantastisk menneske. Ikke bare min familie, men flere tusinder af familier bliver på denne måde revet fra hinanden på grund af kræften - og sidder tilbage med sorgen, skriver Sophie Brix Kjelgaard på siden om sin indsamling.
- Jeg mangler min far rigtig meget. Jeg har fundet ud af, at man er her ikke for evigt. Man ved ikke, hvornår man skal herfra. Så det betyder, at jeg gør mange flere ting. Jeg udsætter dem ikke, som jeg måske har gjort før. For vi ved ikke, om vi er her i morgen, siger hun.
Indsamlingen kan du finde via linket her.