Sosu-faget skal tales op: "Jeg elsker mit arbejde"
Foto: Ib Willam Christensen
Karina Mundberg er sosu-assistent og mener, at faget skal tales op for at få flere til at vælge det.
Sosu-faget har et dårligt ry, og det skal tales op, hvis flere skal uddanne sig den vej. Det mener både ældreministeren og en nordjysk sosu-assistent, som har råbt op i læserbreve og på sociale medier.
I ti år har sosu-assistent Karina Mundberg fra Hjørring arbejdet i ældreplejen. Et job hun ikke vil bytte med noget.
- Jeg elsker mit arbejde. Hver dag, når jeg går hjem, føler jeg, at jeg har gjort en indsats for et andet menneske, som ikke selv har kunnet gøre de ting, som jeg nu har hjulpet dem med, siger Karina Mundberg.
I jobbet som sosu-assistent varetager hun mange forskellige opgaver. Der skal blandt andet administreres medicin, plejes sår, og gives almen pleje og medmenneskelig omsorg.
Jeg er ked af, at det er sådan folk ser os, for der er så meget mere i det arbejde end lige det. Faktisk bruger jeg måske sammenlagt en halv time ud af en otte timers arbejdsdag på at tørre nogen bagi
Karina Mundberg, sosu-assistent, Hjørring
Men det er der mange, der ikke forstår, fortæller Karina Mundberg. I august i år fór hun til tasteren og skrev et længere facebookopslag, som fandt vej til avisernes debatsider. Det skete efter at hun lidt for mange gange var blevet mødt med fordomme om, at hun og hendes kolleger primært er sat i verden for at tørre ældre mennesker bagi.
- Jeg er ked af, at det er sådan folk ser os, for der er så meget mere i det arbejde end lige det. Faktisk bruger jeg måske sammenlagt en halv time ud af en otte timers arbejdsdag på at tørre nogen bagi. Resten af min tid går med mange andre forskellige opgaver og faglige udfordringer, fortæller Karina Mundberg.
Hun har fået masser af positive tilkendegivelser efter sit debatindlæg, blandt andet fra andre sosu-assistenter, som også er stolte over deres job og føler, at de godt kunne bruge mere anerkendelse.
Det der smil og den tak man får, det giver mig så meget tilbage, at jeg jo synes, det er et fantastisk arbejde
Karina Mundberg, sosu-assistent, Hjørring
Men der er et problem. Der mangler folk som Karina, der gerne vil gøre noget for andre i plejesektoren. Mange danske kommuner skriger på hænder til ældreplejen, og ifølge fagforeningen FOA bliver problemet kun større i fremtiden, fordi færre og færre vælger en sosu-uddannelse.
Selv om Karina Mundberg elsker sit job, forstår hun godt, at unge tøver med at vælge den vej.
- Jeg tror, det skyldes de rammer, vi arbejder under. Vi er under et stort pres fra mange sider, når man kigger på de arbejdsvilkår, vi mange gange har, siger Karina Mundberg.
Det problem skal løses, mener ældreminister Thyra Frank, som i dag var i samråd om sagen på Christansborg.
Det er bekymrende, og vi skal have vendt det.
Thyra Frank, ældreminister, Liberal Alliance
- Det er bekymrende, og vi skal have vendt det. Det kan vi blandt andet gøre ved at sørge for bedre ledelse, sørge for, at de bliver anerkendt for deres store arbejde og sørge for, at der er nogle gode rammer, og det er vi i gang med, siger ældreminister Thyra Frank (Liberal Alliance).
Med sine indspark i debatten har Karina Mundberg gjort sit for at tale faget op og fortælle omverdenen, hvor vigtigt det er med gode og engagerede sosu-assistenter. Hun håber, at flere vil vælge samme vej som hende.
- Det der smil og den tak man får, det giver mig så meget tilbage, at jeg jo synes, at det er et fantastisk arbejde. OG jeg forstår slet ikke, at der ikke er flere, der vælger det, siger hun.