Surfer jagter lykken i Løkken

For masser af nordjyske unge fylder drømmen om København alt. Men ikke for en ung mand fra Løkken.

Efter nogle år som studerende i København droppede Kasper Brix storbylivet. Han pakkede sin taske med surfgrej og rejste fra Blågårds Plads for at finde lykken i barndomsbyen - Løkken.

- Det føles jo forkert, når man ikke er ved vandet. Der er meget vand om København, men jeg manglede bølgerne og vinden. Det er det, der har fået mig tilbage, siger han.

Hjemme i Løkken har brugt sin titel af serviceøkonom til at starte surfbutikken North Shore Surf, der ligger ved den centrale vej fra feriebyen til stranden.

- Havet er mit terapirum. Ude på vandet tænker man kun på den næste bølge. Stressfaktorerne forsvinder fuldstændigt, forklarer han om livet som surfinstruktør.  

Sammen med en barndomsven har de startet firma i en nedlagt grillbar, hvorfra de nu arrangerer kurser i bølgesurf og standup paddle board, og kursisterne kan bagefter hygge sig med god mad, udendørs welness og jeepsafari.

- Det er både en surfskole, en surfcafé og en surfshop. Så det er lidt en blanding, fordi vi er lidt ramt af vejr og vind. Så når der er dårligt vejr, tager vi folk med på vandet. Og når der er godt vejr, sidder de på terrassen og hygger sig.

Selvom han har levet som surf-bums i flere år og rejst verden rundt, kom det alligevel som en overraskelse, at han en dag skulle komme til at leve af sin passion.

- Jeg må indrømme, at for to år siden vidste jeg ikke, at jeg skulle stå her og have en surfbutik. Men så begyndte det at trække i mig for at komme hjem til vandet igen.

I forretningsplanen har iværksætterne skelet mod syd for inspiration og opmuntring.

- Når vi kigger på Klitømller, ved jeg, at de har 6-8000 kursister om året. Og de ligger et stykke væk fra alting, mens vi igger tættere på byerne, og der er i forvejen mange turister i området. Og det er det, der gør, at vi tør tro på det.


Seneste nyt

fra Nordjylland