Tine lever som fuldtids pindsvineplejer

Tine Christiansen fra Sindal arbejder som pindsvineplejer på fuld tid. Det har hun gjort i fem år og tager sig årligt af 150 pindsvin.

Opdateret onsdag 09.59: Vi skrev tidligere, at Tine Christiansen er den eneste pindsvineplejer i Nordjylland. Siden artiklens udgivelse er vi blevet gjort opmærksom på, at det ikke er tilfældet og har derfor rettet det. Det fremgår dog stadig af indslaget.

I Tine Christiansens hjem på Friggsvej i Sindal kravler 24 små beboere rundt i kasser og bakker. Hun er vildtplejer og tager sig af pindsvin, der er kommet i nød. Hun er den eneste med sådan et job i Nordjylland.

- Det betyder rigtig meget. Det er hårdt arbejde, men det er det hele værd, siger Tine Christiansen.

Hun redder årligt 150 pindsvin, og det har hun gjort de sidste fem år. 

- Der er tryk på, og jeg kan ikke planlægge min dag efter det. Jeg tager ikke på ferie i pindsvinenes højsæson, og jeg tager ikke længere væk, end at jeg ved, at hvis nogen ringer, så tager jeg afsted, siger Tine Christiansen.

Hun får dagligt cirka syv opkald om pindsvin i nød, der enten er kommet til skade eller er blevet væk for deres mor.

- Jeg har min telefon på mig konstant. Hvis det er et nummer, jeg ikke kender, så er det som regel et pindsvin, den er gal med. Min familie og min mand ved, at jeg er pindsvineplejer, og hvis vi sidder til en fødselsdag, og nogen ringer, så stikker jeg af, siger Tine Christiansen.

Udover Tine har Pindsvinenes Venner også flere plejere i Nordjylland, der hjælper nødstedte pindsvin.


Seneste nyt

fra Nordjylland