Vendsyssel FF forstærker med ny angriber og målmand

Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med angriber Christoffer Boateng og målmand Peter Friis Jensen.

Vendsyssel FF måtte bide i det sure æble og rykkede i forrige sæson ned i 1. division, NordicBet Ligaen. Nu har klubben så valgt at forstærke truppen med to nye spillere for at gøre sig klar til den nye sæson.

Den ene er den 31-årige målmand Peter Friis Jensen, der kommer til klubben på en fri transfer, efter han senest har været i Silkeborg IF. 

- Jeg kender trænerne fra tidligere, og det har været en af grundene til, at jeg har valgt Vendsyssel FF. Det er en klub, hvor der er sket meget de seneste par år, og jeg er sikker på, at jeg kan bidrage med en masse ting, både på og uden for banen, for at hjælpe os godt på vej, siger Peter Friis Jensen og fortsætter.

- Og så er Vendsyssel FF et sted, jeg gerne vil være, og jeg glæder mig helt sindssygt til at komme i gang. 

Peter Friis Jensen har tidligere spillet i Viborg FF og Randers FC. Han er i alt noteret for 105 superligakampe og 45 kampe i NordicBet Ligaen. 

Angriber Christoffer Boateng.
Angriber Christoffer Boateng.
Foto: Vendsyssel FF

Offensiv forstærkning

Ydermere har den nordjyske klub også skrevet under med angriberen Christoffer Boateng, der ligeledes kommer til klubben på en fri transfer, efter hans kontrakt med Næstved BK er udløbet. 

- Vendsyssel FF ville mig rigtig gerne, og jeg følte, at det var det rigtige valg for mig. Jeg kan bidrage med en masse fart, et godt venstreben, og så er jeg god i en-mod-en spillet. Det bliver en hård sæson, fordi der kun er én oprykker. Men det bliver sjovt, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger Christoffer Boateng. 

Angriberen har spillet 34 kampe for Næstved BK i sidste sæson og har scoret syv mål samt lavet to assist. Tidligere har han spillet i Brønshøj Boldklub, hvor han scorede 23 mål i 57 kampe. 

Desuden er han noteret for fem optrædener på det danske U19-landshold. 


Seneste nyt

fra Nordjylland