Billedet er fra forestillingen 'Det tabte land', som kørte i efteråret på Vendsyssel Teater. Stykket handlede om den nordjyske maler Poul Anker Bech, der blev spillet af Jakob Højlev Jørgensen Foto: Jesper Christiansen

Vendsyssel Teater får millionstøtte

Vendsyssel Teater kan se frem til årligt at modtage 3,1 million kroner ekstra efter ny politisk aftale om scenekunst.

Vendsyssel Teater skal være et regionalt kraftcenter, når det kommer til scenekunst. Det er en af begrundelserne for, at det lige netop er Vendsyssel Teater, der kan se frem til millionstøtte fra staten efter folketinget har indgået en bred politisk aftale om scenekunst. 

Læs også Støtte fra politikere: Internationalt kunstmuseum kan være på vej i Skagen

-  Med et varigt økonomisk løft på i alt 10,5 mio. kr. til Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater skaber vi nogle nye regionale kraftcentre i Danmark, som forhåbentligt kan give os alle sammen nogle helt fantastiske oplevelser og inspirere andre teatre, siger kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance). 

Udover de tre teatre, der bliver fremhævet som regionale kraftcentre, så giver aftalen også et udviklingstilskud til 14 egnsteatre. De 14 egnsteatre får samlet 22 millioner kroner, så de kan arbejde på at nå ud til flere mennesker. 

I aftalen er det påpeget, at Vendsyssel Teater har formået at markere sig i et langt større område end de kommuner, der støtter dem, og derfor bliver de gjort til egnens kteaterkraftcenter. Det nordjyske teater er i dag støttet af Hjørring og Frederikshavn kommuner. Teateret får ifølge den nye aftale 3,1 millioner kroner ekstra årligt de næste fire år til at udvikle teateret for.

- Det er jo helt vidunderligt. Det giver os nogle helt nye og exceptionelle muligheder. Det er jo rigtig mange penge, så vi kan lave både mere og større scenekunst, siger Lars Sennels, dirketør for Vendsyssel Teater.

Det er en god aftale, hvor Fredericia Teater, Randers Egnsteatre og Vendsyssel Teater får tildelt et særligt tilskud på grund af deres særlige indsats.

Marianne Jelved, kulturordfører (Radikale Venstre)

Den øgede støtte til egnsteatrene kommer blandt andet fra omprioriteringer inden for scenekunst-området. Det betyder, at der er nogle københavnske teatre, der skal drives videre for et formindsket budget. Derudover vil der over de næste 4 år blive sat 33 millioner af i finansloven til denne aftale. 

- Det er en god aftale, hvor Fredericia Teater, Randers Egnsteatre og Vendsyssel Teater får tildelt et særligt tilskud på grund af deres særlige indsats. Det har også været muligt at støtte scenekunsten bredt, og der er endda blevet tildelt nye midler fra finansloven, siger Marianne Jelved, kulturordfører (Radikale Venstre). 

Det er kun Enhedslisten og Alternativet, der ikke er med i aftalen. 

00:23

Tre danske teatre har fået ekstra årlig støtte. Det giver nye muligheder i Hjørring

Luk video