Oliver er stadig ikke fundet - nu er eftersøgningen endeligt indstillet

Nordjyllands Politi søger ikke længere aktivt efter den 21-årige Oliver Ibæk Lund, som formodes druknet i Limfjorden.

Nordjyllands Politi indstillede torsdag eftermiddag eftersøgningen af den 21-årige Oliver Ibæk Lund, der forsvandt natten mellem torsdag og fredag i sidste uge, og som forventes omkommet i en drukneulykke. 

Det fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup, der har stået i spidsen for eftersøgningen.

- Vi har ledt alle de steder, vi mente, der var en sandsynlighed for at vi kunne finde ham - uden held, fortæller Sune Myrup.

quote Det er en meget tragisk og ulykkelig sag

Sune Myrup, vicepolitiinspektør

- Torsdag lykkedes det os at afsøge nogle områder i fjorden, som vi ikke kunne afsøge tidligere på ugen. Og da vi heller ikke fandt Oliver der, er vi løbet tør for steder at lede, siger vicepolitiinspektøren videre.

Faldt i Limfjorden ved restaurantskib

Oliver Ibæk Lund blev sidst set i live af sine kammerater omkring klokken 01 natten til fredag i sidste uge på Toldbod Plads midt i Aalborg.

Hans færden kunne efterfølgende spores til området omkring Vestre Havnepromenade, og kort efter mistede hans mobiltelefon forbindelsen.

I dagene efter hans forsvinden blev der søgt både til lands og til vands efter Oliver Ibæk Lund, men onsdag aften meldte Nordjyllands Politi ud, at man betragtede den unge mand som omkommet. 

På en overvågningsvideo fra Limfjordsbroen kunne man se ham falde i Limfjorden i umiddelbar nærhed af restaurantskibet Prinses Juliana.

21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i vandet natten mellem torsdag og fredag i sidste uge. Han er en uge senere stadig ikke fundet.
21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i vandet natten mellem torsdag og fredag i sidste uge. Han er en uge senere stadig ikke fundet.

Ingen spor i vandet

Selvom videoovervågning viser Oliver Ibæk Lund falde i det kolde vand natten til fredag, er det ikke lykkedes at finde andre spor efter den unge mand.

- Vi havde en kraftig magnet i vandet omkring det sted, hvor han falder i, for at se, om vi kunne finde nøgler eller telefon. Men det lykkedes heller ikke, fortæller Sune Myrup, der afslutter:

- Det er en meget tragisk og ulykkelig sag, og vi kan desværre ikke bidrage med mere nu.

Anne-Katrine Perez Rusz, er en af de forbipasserende nordjyder, der fredag lagde blomster til Oliver- Jeg har en følelse af magtesløshed, siger hun i klippet her:


Seneste nyt

fra Nordjylland