Efter 105 indbrud: Nordjyllands Politi inviterer til borgermøde

Borgermøder skal være med til at stoppe den indbrudsbølge, der lige nu præger Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt, meddeler Nordjyllands Politi.

Efter at der på bare ti dage er blevet begået 105 indbrud, slår Nordjyllands Politi alarm. De har stærkt brug for hjælp til at stoppe indbrudstyvene, der lige nu huserer i særligt Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt. 

Derfor vil Nordjyllands Politi i den kommende tid afholde borgermøder for at give helt konkrete råd til borgerne i flere nordjyske kommuner. 

- Vores patruljering får den bedste effekt, hvis borgerne hjælper os med tip, når de ser noget mistænkeligt, der afviger fra normalbilledet. Derfor vil vi meget gerne have, at man ringer til os på 114, hvis man ser for eksempel personbiler eller varevogne, der kører rundt i boligområder på underlige tidspunkter, eller ukendte personer som lusker omkring, opfordrer politikommissær Sune Søndermølle Myrup i en pressemeddelelse.

Resultater er ikke gode nok

Nordjyllands Politi har i den seneste tid lagt sig i selen for at få bugt med indbrudstyvene, men det har vist sig ikke at være nok. 

- I oktober måned i år har vi lavet 74 sigtelser for indbrud i privat beboelse. Desværre må vi sige, at vores vedholdende indsats ikke har haft den ønskede effekt, siger Sune Søndermølle Myrup, politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi har derfor planlagt to borgermøder i samarbejde med kommuner, Trygfonden og Det Kriminalpræventive Sekretariat i slutningen af november, hvor borgere kan få konkrete råd til, hvordan de bedst undgår indbrud. 

Borgermøder i Aalborg og Hjørring

  • Borgermøde i Aalborg Kongres & Kultur Center tirsdag den 28. november 2017 kl. 17.30-20.00 med gratis aftensmad og børnepasning. Tilmelding til aalborg@mannov.dk senest den 23. november.
  • Borgermøde i Park Vendia Hallen i Hjørring torsdag den 30. november kl. 17.30-20.00 med gratis aftensmad og børnepasning. Tilmelding til hjoerring@mannov.dk senest den 27. november. Se mere på www.hjoerring.dk/friforindbrud

Seneste nyt

fra Nordjylland