Indbrud på stribe: Borgere gik på tyvejagt i Aabybro

Weekenden har igen budt på en lang række indbrud i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi.

I november havde indbrudstyvene nærmest rekordtravlt med at bryde døre og vinduer op - noget, der efterfølgende har givet Nordjyllands Politi masser af arbejde med at efterforske indbruddene. Og indtil videre ser det ikke ud til, at indbrudstyvene har sat farten ned i december.

Mandag morgen meddeler Nordjyllands Politi nemlig, at der i weekenden har været næsten 20 indbrud. Særligt Aabybro, Frederikshavn og Elling har været udsat denne gang. I Aabybro har to villaer på Kastanievej og Ahornvej søndag haft udbudne gæster - uden dog at få noget stjålet - og på Irisvej kunne det sent søndag aften være blevet til endnu et indbrud. 

Det blev dog forhindret af to opmærksomme naboer. De så, uafhængigt af hinanden, to mænd med pandelamper på gå rundt i bunden af den enes have. Den ene nabo skyndte sig derfor at løbe over til den anden nabo med det samme, og det fik mændene med pandelamperne til at fordampe.

Ifølge de to naboer stak de af i retning mod Aabybrocentret. Det lykkedes dog ikke hverken naboerne eller politiet at finde dem.

12 indbrud i Frederikshavn og Elling

Fire huse på Brorsonsvej i Elling havde indbrud, og meget tyder på, at alle indbrud fandt sted fredag aften. Tyvene brød også ind i en villa på Ingemannsvej i Elling. Tyvene slap af sted med blandt andet elektronik, smykker og værktøj.

quote Nordjylland er et stort område. Det er som at finde en nål i en høstak.

Kristian Nørgaard Thomsen, Nordjyllands Politi

Det samme gjorde sig gældende i Frederikshavn, hvor syv huse blev udsat for indbrud. Her ser det ud til, at de fleste indbrud blev begået lørdag aften, og alle indbrud skete i sydbyen, skriver kanalfrederikshavn.dk.

De 12 indbrud i Frederikshavn og Elling skete i en weekend, hvor Nordjyllands Politi gjorde en ekstra indsats for at stoppe de mange indbrud, som har plaget området igennem længere tid.

- Men Nordjylland er et stort område. Det er som at finde en nål i en høstak, siger politikommissær Kristian Nørgaard Thomsen i Frederikshavn til kanalfrederikshavn.dk.

Fire indbrud på samme vej i Elling og syv indbrud i det samme område i Frederikhavn indikerer, at tyvene "har prøvet det før", som Kristian Nørgaard Thomsen udtrykker det.

Til angreb på pengeskab

Det var ikke kun i Aabybro, at indbrudstyvene ikke fik noget ud af deres bræk denne weekend. Også i en villa på Skolekrogen i Pandrup havde indbrudstyve været på besøg lørdag uden at tage noget.

Et forsøg på at bryge et pengeskab op på hotel på Torvet i Mariager mislykkedes søndag for nogle tyveknægte. De var kommet ind på hotellet gennem et vindue og var derefter gået til angreb på pengeskabet. Men skabet hold stand, og tyvene måtte gå tomhændede derfra. 

Det samme var tilfældet for de tyve, der brød i en lægekonsultation på Hobrovej i Aalborg ved midnatstid søndag. Her knuste de en rude for at komme ind, men indtil videre ser det ikke ud til, at der rent faktisk blev stjålet noget.

Værktøj stjålet

Mens det altså ikke lykkedes at få noget ud af søndagens indbrud i Aabybro, havde indbrudstyve anderledes mere held med at bryde ind i et udhus på Mettesvej i Løkken i sidste uge.

Her kom tyvene ind ved at klippe en hængelås over, og de slap af sted med blandt andet en motorsav og en mellemøkse af mærke Stihl, samt en værktøjskasse med håndværktøj, en Bosch vinkelsliber og en stige.

Natten til lørdag lykkedes det også tyveknægte at stikke af med både en hvid mountainbike, to boremaskiner, en Segway, en Macbook og en skoletaske med bøger fra en villa på Lars Pilgårds Vej i Frederikshavn. Og fra en villa på Brorsonsvej i Elling var det blevet til et Grohe-blandingsbatteri og nogle svensknøgler.


Seneste nyt

fra Nordjylland