03:05

Til kamp mod indbrudstyve: - Børnene sov ikke alene i to måneder efter

En gruppe borgere fra Pandrup mødtes onsdag aften for at blive klogere på, hvad de selv kan gøre for at undgå indbrud.

For tre år siden var der ubudne gæster i Bøje Lundtofts hjem. I sidste uge skete det igen. Ved vinduet afslører mærker fra et koben, at der var her, indbrudstyvene tiltvang sig adgang til familien Lundtofts hus.

- Det er lidt ubehageligt, siger Bøje Lundtoft.

Familien Lundtoft er ikke de eneste Pandrup-borgere, der er kommet hjem til et hus, som er blevet tømt for værdigenstande. I løbet af den seneste måned har der været ni indbrud i området.

Det har fået en anden borger, nemlig Tobias Lynnerup, til at tage initiativ til et borgermøde. Mødet blev afholdt onsdag aften, og her fortalte en politibetjent fra Hjørring blandt andet om, hvad man kan gøre for at undgå indbrud.

- Jeg håber, at vi får tips og tricks til at holde tyvene væk fra Pandrup. Tyvene skal vide, at her skal de ikke gå ind, siger Tobias Lynnerup.

Læs også 105 indbrud på 10 dage: Nordjylland ramt af indbrudsbølge

Mærkerne i vinduet er ikke de eneste spor, indbrudstyvene har sat ved familien Lundtoft. Også psykisk er det svært for børnene at vide, at der har været fremmede på besøg.

- Børnene sov ikke alene i to måneder efter, at vi havde indbrud i 2014. De var meget utrygge. Det har sat sig i dem – kommer de mon hjem til at hus, der var tomt, eller forstyrrer de nogen, der er ved at begå indbrud? Det er noget utrygt, siger Bøje Lundtoft.

Områdets beboere har en Facebook-gruppe, hvor de fortæller hinanden, hvis de har haft indbrud, eller hvis de har set noget suspekt.

På mødet opfordrede politiet dem blandt andet til at hjælpe hinanden endnu mere med at holde øje.

- Der er blevet snakket rigtig meget om nabohjælp, og det tror jeg vil blive implementeret mere her i Pandrup, end det er nu. Det lyder som om, det er vejen frem, siger Tobias Lynnerup.

Læs også Sådan undgår du indbrud