Vagtfirma holder tyvene væk

Jysk Vagt er synlig med både biler, alarmer og skilte med vagtordninger mange steder i Mariagerfjord. Det er med til at skræmme tyvene væk.

De tre himmerlandske kommuner Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland skiller sig positivt ud i antallet af indbrud i Nordjylland. Synlig skiltning med alarm og vagtfirma får tyvene til at finde andre steder at begå indbrud. Sådan lyder i hvert fald en af forklaringerne. 

quote Vi har et dårligt ry hos tyveknægtene. De kender os, og de ved, at vi er her lynhurtigt

Palle Povlsen, Jysk Vagt

Hos Jysk Vagt har man inden for de seneste år taget ikke færre end 478 indbrudstyve på fersk gerning. Et af dem blev begået mod en beboer i et hus i Hegedalsparken i Hobro, hvor vagtfirmaet var fremme på to og et halvt minut, efter alarmen var gået i huset.

- Da vagten stiger ud af bilen, kommer tyven ud af yderdøren med favnen fuld af tyvekoster, så det slap han ikke godt fra, siger Palle Povlsen fra Jysk Vagt.

Dårligt ry hos tyveknægte

Antallet af indbrud er i Mariagerfjord Kommune faldet med 32 procent i forhold til sidste år. Og det vil Jysk Vagt gerne tage lidt af æren for. 

- Vi har et dårligt ry hos tyveknægtene. De kender os, og de ved, at vi er her lynhurtigt, siger Palle Povlsen.

I Hegedalsparken er store skilte med vagt og alarm ordning med til at holde tyvene væk. Noget, beboerne i området mener har en præventiv virkning. Hegedalsparken er et af de mange områder i kommunen, som Jysk Vagt holder et vågent øje med.

- Vi patruljerer i området flere gange om ugen. Der kører vores vægtere igennem kvarterer og holder øje med husene og legepladser. Ser vi noget uregelmæssigt, så giver vi besked til politiet, siger Palle Povlsen.

Nytter at være lokale

Peter Nielsen er en af de husejere i området, som har fået indstalleret alarm for at holde tyvene væk. Alarmen og vagtordningen giver tryghed, siger han.

- Vi har valgt at have alarm, fordi vi hører, at folk har indbrud. Det har vi ikke været ramt af, siger Peter Nielsen.

Der er gode arbejdsbetingelser for tyvene i decembermørket på i de nordjyske villakvarterer. Og mange indbrud sker også oftest i aftentimerne mellem klokken 18 og 22. I år er der indtil videre registreret 135 indbrud i Mariagerfjord Kommune mod 199 i 2016, og her er borgerne sluppet for den indbrudsbølge, som i flere perioder i år har ramt kommunerne i Vendsyssel.

- Vi har nogle nye, som kommer til byen, som forsøger. Når vi har taget dem på ferskgerning et par gange, så stopper de igen, så det har en klar værdi, at man er lokal, siger Palle Povlsen fra Jysk Vagt.


Seneste nyt

fra Nordjylland