02:35

100-års fødselar: Idrætsforening fejrer jubilæum

Fremad Nørhalne rundede mandag et skarpt hjørne. Foreningen har eksisteret siden 1919, og 100-års-fødselsdagen blev fejret i hallen i Nørhalne.

Det begyndte med to fodboldhold i 1919. I dag, 100 år efter, er Fremad Nørhalne en idrætsforening med næsten 800 medlemmer, syv forskellige sportsgrene og arrangør af landets tredjestørste fodboldstævne.

En af dem, der har fulgt klubben i mange år er Poul Hansen, der i dag er formand for et af foreningens fodboldhold, C-Holdet. Han begyndte med at spille fodbold i Fremad Nørhalne i 1967, da han var 17 år, og han kan finde sig selv på flere af de billeder, der er hængt op fra foreningens 100 år.

- Man kan jo godt føle sig lidt gammel, for nu bliver jeg jo snart 70 og på de her billeder er jeg jo 17, og her er jeg 25, siger han med et smil og peger på et billede af ham som træner.

Fællesskab og sammenhold

Willy Olsen har også mange minder fra tiden i Fremad Nørhalne. Han begyndte som fodboldspiller i 1952 og var også formand i årene 1963-64:

- Jeg synes, det er helt fantastisk, som klubben har udviklet sig. Både i sporten, men også i bredden. Mange forskellige sportsgrene med masser af medlemmer og en fin økonomi, det er jeg glad for, siger Willy Olsen.

Han begyndte selv at spille fodbold i foreningen i 1952 og på det tidspunkt var det den eneste sportsgren, man kunne gå til. Siden blev han også formand for foreningen i 1963, hvor kassebeholdningen var på minus 500 kroner.

I dag har klubben en god økonomi, især på grund af Nørhalne Cup, som bliver afholdt hvert år og involverer hele byen.

- Man har formået at skabe et fællesskab og et sammenhold i byen. Det er der jo rigtig mange andre klubber og byer, der gerne vil kopiere, så det kan man godt være stolte af. Ikke bare i Nørhalne, men også i området og i Nordjylland som helhed, siger Jesper Møller, der er formand for DBU.

Ildsjæle er vigtige

Jesper Møller er en af dem, der i dag holdt tale ved fejringen af Fremad Nørhalnes 100års-jubilæum. I alt er cirka 500 mødt op til fejringen.

- Det er jo fantastisk. Jeg var skidenervøs i ugen op til, for jeg vidste jo ikke, om der ville komme 40, eller om der kom 400, så jeg er rigtig glad, siger Claus Svendsen, der er formand for foreningen.

Ifølge Claus Svendsen er det især ildsjælene, der hjælper til at holde en forening i gang i 100 år, og så hjælper det også, hvis familier i flere generationer får et tilhørsforhold til klubben.

Det er tilfældet for familien Svendsen, som har været med i foreningen i flere generationer. Ole Svendsen er i dag mødt op til fejringen sammen med sin kone og søn. Hans fars onkel blev meldt ind som en af de første i 1919.

- Min fars onkel var med fra start, han blev meldt ind som 16årig. Da min far blev seks år, tog min onkel ham med i klubben. Han fik et par fodboldstøvler, og så var han jo i gang, siger Ole Svendsen, der til daglig arbejder på Flyvestationen.

Selvom foreningen i dag fylder 100 år, så ser den stadig fremad. For Poul Hansen er der heller ingen tvivl om, at han fortsætter i foreningen:

- Jeg kan godt lide det sociale herude. Vi kan give hinanden lidt røg og gas, og der er hyggeligt samvær, siger han.